Novellesamlingen `Skolen´ - Fyldepennen.dk

Indhold

1. Mick - bokseren

2. Eigils elskede keyboard

3. Anker Martin

4. Hidsige Henriette

5. Benny - på hovedet

6. Mille & Kajsa

7. Historiske Hilmer og Martin Luthers lagkage

8. Forvirrede Frida

9. Pedellen Primus motor

Gå til Fyldepennen.dk - Læs dem her

Primus Motor

Primus Motor var ikke en helt almindelig mand. Faktisk vil jeg gå så langt til at sige, at han var en ualmindelig, ualmindelig mand. Han var for det første over to meter høj, var superstærk og havde ikke mindre end 365 ens røde biler - store biler, vil I nok ku forstå. Og ikke nok med det. Det var ham selv, der var drivkraften. Han satte simpelthen selv bilerne i stand og i gang, holdt den kørende og kørte af sted derudad. Helt uden benzin og al den slags. Bare derudad med sin egen drivkraft og havregrød i musklerne. Ja, han kørte selvfølgelig ikke alle bilerne samtidig - selvom han dog havde en stor drøm om at gøre dette - nej, han kørte en ny bil hver af årets dage. Det passede lige. Og hver dag den samme tur ned på hovedgaden, ned af Dødningebakken, hen til stranden og hjem igen til en god portion havregrød.

I kan nok tro folk kiggede efter ham nede i den lille by. Misundelige blikke, forfærdede blikke, arrige blikke, irreterende blikke. Alle kiggede faktisk - på hver deres måde. Og ikke nok med blikke. Alle tænkte også deres. Hvad havde den store mand dog gang i? Hvad bildte han sig ind? Komme her... Og så i sådan en bil... Den var rød og alt for ualmindelig. Og på hovedgaden... Og hver dag... Og jeg ved ikke hvad... Og jeg skal komme efter dig. Alle mulige tanker. Og ikke nok med det. Folk sagde efterhånden også deres: "Den store idiot", "Hvad Søren, bilder han sig ind. Gå og lave uro og uorden i vores fine by", "Komme her og forpeste os alle sammen". "Ka du så se at trille hjem din ondsbolle". Det sagde de faktisk. Ondsbolle, hvad det så end betyder.

Og ikke nok med det. Folkene i byen gjorde også deres. Og flere og flere røg med på bølgen. Lod sig friste af hysteriet. De lagde tegnestifter ud på gaderne, de kylede maling efter bilerne, de samlede sig i såkaldte demonstrationer og skrev slogans og den slags. "Ned med alle hans grimme biler", stod der på et af dem. På et andet ku man læse: "Dumme Primus". De tog også deres egne biler og kørte dem med vilje ind i Primus Motors biler. Sådan rigtig radiobil-agtigt, hvis I forstår, hvad jeg mener. Bang, bang, sagde det. De gassede op, røgen stod ud af deres øser og hjulene hvinede. Selv de gamle damer gav den gas. Sikke han sku ha den dumme Primus. Sådan en klamhugger, hvad det end så var.

Hele byen sydede og boblede og stank af dæk, sved og benzin. Folk hostede og hakkede i al den røg. Men Primus skulle ha. Det var sikkert.

Primus Motor forstod ikke et hak af det hele. Her kørte han fredeligt i sine biler. Han kørte dem selv, havde ingen osende benzinmotor. Her var det ham, der var motoren - primus motoren. Han mente ikke, at han gjorde nogen fortræd. Han var nærmest helt lydløs. Han var ildsjælen, drivkraften og igangsætteren. Men ondsbolle, bølle, dum og klamhugger, synes han nu ikke, at han var.
Hvorfor gjorde de alt dette imod ham? Hvorfor kiggede de sådan? Hvorfor tænkte de på den måde? Gjorde sådanne ting?

Han passede bare sine biler. Han vidste godt, at han ikke var helt almindelig. De fleste havde en til to biler. De fleste spiste andet end havregrød og de fleste var ikke to meter høje. Men var han egentlig så ualmindelig, når det kom til stykket. Og hvem var det lige, der lavede al den uro og uorden i gaderne? Og hvem var det lige der nu forpestede os alle sammen.

Han havde vel sin gode ret til at køre rundt i sine biler. Det var vel ikke forbudt? Han var vel ikke til gene for nogen - bortset lige fra nu, hvor alle byens andre beboere lå og kørte ind i ham?

Sådan stod det på længe. Han spiste sin havregrød, kørte sine ture i sine 333 biler, fik smadret sine 333 biler, fik trillet dem hjem, hvor de så blev fikset sine 333 biler igen, for derefter at blive ødelagt på ny. Man kan godt forstå Primus var godt og grundigt fortvivlet.

Men så var det han kom i tanker om sine evner. Han var jo Primus Motor. Han kunne igangsætte. Han var ildsjælen og drivkraften. Hvis nogen kunne vende den dårlige stemning, var det da ham. Hvem ellers? De andre folk i byen havde kun en eller to biler. De havde kun dumme tanker og gjorde slemme ting. De virkede i hvert fald ikke som om, at de ku udrette noget. Ikke lige nu, i hvert fald. De ku måske læres op, men lige nu, mens krisen, var på det højeste, kunne de ikke andet end at sende dårlige blikke, tænke og gøre deres. Nu ville han tag sig en god nats søvn og drømme og føre sine drømme ud i virkeligheden.

Næste morgen var Primus ved godt mod. Han tog arbejdstøjet på, spiste sin havregrød og satte sig ud i den første bil af en lang række biler. Faktisk alle 365 biler. Han ville nu realisere sin gamle drøm om at køre alle bilerne samtidig. Oven i købet ville han lave en stor happening ud af det og måske gøre byens beboere glade igen. Han havde natten igennem udtænkt planerne, og nu var han klar. Det skulle blive en god dag, tænkte han.

Da han kørte rundt i svinget stod de første folk klar. De stod parate bag deres stakitter og gemmesteder. De gjorde som de plejede. Sendte blikke, tænkte deres og råbte det op, men så nåede de ikke mere. For da de så det store tog af biler rulle ind i gaderne, havde de nær tabt øjne og mund. Ja, og bøtten med maling velsagtens. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle tro, men det vidste Primus. Uden at blinke med øjnene satte han de mobbende medborgere ned i alle bilerne. En efter en. Et styks målløs beboer ned i et styks stor, rød bil. Han kørte forrest og trak, og efter ham var der en lang perlesnor af store, røde biler med mere og mere medgørlige folk i.

Her kørte hele byen snart af sted i alle Primus' biler. 365 styks med mere og mere smilende mænd og kvinder fra byen i hver deres fine røde bil på en lang række. Selv børnene i byen blev taget væk fra deres skjul bag rækværket og ned i det varme, bløde sæde. Hold da ferie et syn. Jamen, I sku ha set det. Da optoget nåede stranden ville jublen ingen ende tage. Selv tante Ofelia, som havde gået forrest i kampen mod Primus, kunne efterhånden ikke lade være med at føle velbehag i det lune, bløde sæde og glæde ved at sidde i sådan en stor, dejlig, rød bil. Det skal dog lige siges, at vejret nu også var med den gode Primus.

Men da han stoppede sin egen bil, for at koble alle de andre biler af, tænkte han, at det nu havde været en dejlig dag. Hans drøm var gået i opfyldelse. Han havde kørt alle 365 biler samtidig. Han havde hele tiden troet på, at det ville lykkedes. Han tænkte også, at han havde været en god igangsætter og drivkraft. Her kørte han rundt med alle byens beboere på slæb kun med hans havregrynsmuskler. Snart skulle de selv lære at køre på den måde, men nu havde det været ham, der var gavmild. De havde behandlet ham dårligt, men han bar ikke nag. For at bære nag var en dårlig ting. Det måtte folkene da også kunne forstå.

Han blev nu så optaget af sine tanker, at han følte sig kaldet til at holde en lille tale. Det var nu ellers ikke noget, han særligt ofte gjorde, men lige nu havde han lyst til det.

Kære folk!

Jeg hedder Primus Motor. Jeg er stor, men ikke nogen stor taler. Jeg vil dog gerne lige sige et par ord inden, jeg tøffer hjemad. I dag har jeg været den store primus motor. Jeg har været iværksætter på dette lille projekt. Været gavmild og ikke båret nag. At bære nag er en grim ting. Misundelse er en lige så grim ting.
Man skal ikke lade sig løbe med af mængden. Man skal være sin egen. Gerne sammen med andre, men man skal ikke lade sig friste af hysteriet. Selv vende dårlige stemninger til gode. Tænk selv, gør selv, vær dig selv. Man skal simpelthen være primus motor for sin egen bil, sit eget liv.

Og lige en sidste ting...

Primus Motor holdt, det man kalder en kunstpause. En lille pause hvor tilhørende og han selv føler hinanden an og tankerne galoperer. Folkene sad med flove, halvstramme smil og kiggede ned i rattet. Primus selv så ned over alle sine mange flotte, store, røde biler, som nu var givet ud til beboerne i den lille by. Han var nu så stolt af sig selv. Alt det arbejde han havde lagt i de biler gik nu til noget godt. Det så ud til at der igen ville blive fred og ro i den lille by, han gav sit budskab videre og måske ville han en dag få dobbelt løn tilbage.

365 er mange biler til en mand. Man bliver stærk af havregryn. En god nats søvn er primus motor for, at man kan drømme og føre sine drømme ud i livet. Tag nu jeres nye bil og kør den selv hjem. Og tænk eventuelt over hvad I måske kunne gøre for andre en dag.

Den kunne folkene i byen så køre og tænke lidt på. Det var derfor nogle betænksomme medborgere, der selv kørte deres nye flotte røde bil hjem den aften.

Bålet drager

Bålet drager. De rødgule flammer drager. Drager mig. Stirrer og fyldes af velbehag, ro og brandene varme følelser. Masser af velbehag. Masser af ro. Masser af varme. Alting forstummer. Alting og ingenting er i bålet. Hele verden er i bålet. Verdens bedste TV. Nogensinde. Techno color af fineste kvalitet. Verdens bedste farver. Verdens bedste power. Verdens bedste velbehag, ro og varme.

  Jo, ild, varme, følelser og farver. Så varmt, men også så mildt. Jeg får lyst til at fortælle. Får lyst til roligt at fortælle. Ind i bålet. Ud fra bålet. Hygge. Uhygge. Ahh… Uhh… Får lyst til at spille og synge. Fællessange. Lejrbålakkorder. Nynne og synge ind i bålet. Rundt om bålet. Fællesskab. O, du bål! Det vigtigste i verden. Ilden. Varmen. Energien. Guden. Livet. Du brænder dig ind i historien. Uden ild, ingen liv. Du er liv. Livet. Brusende, berusende og lidenskabelig. Du er døden. Døden. straffende, askende og skrøbelig. Vi lives. Vi brændes. Vi lever og dør med dig.

  Bålet drager. Ilden og varmen. Livet og døden. Drager mig. Drager os alle. Jeg bliver følsom og sentimental. Fyldes af ro, velbehag og varme. Jeg drages.

Primus Motor

Primus Motor var ikke en helt almindelig mand. Faktisk vil jeg gå så langt til at sige, at han var en ualmindelig, ualmindelig mand. Han var for det første over to meter høj, var superstærk og havde ikke mindre end 365 ens røde biler – store biler, vil I nok ku forstå. Og ikke nok med det. Det var ham selv, der var drivkræften. Han satte simpelthen selv bilerne i stand og i gang, holdt den kørende og kørte af sted derudad. Helt uden benzin og al den slags. Bare derudad med sin egen drivkraft og havregrød i musklerne. Ja, han kørte selvfølgelig ikke alle bilerne samtidig – selvom han dog havde en stor drøm om at gøre dettte – Nej, han kørte en ny bil hver af årets dage. Det passede lige. Og hver dag den samme tur ned på hovedgaden, ned af dødningebakken, hen til stranden og hjem igen til en god portion havregrød.

I skal nok tro folk kiggede efter ham nede i den lille by. Misundelige blikke, forfærdede blikke, arrige blikke, irriterende blikke. Alle kiggede faktisk – på hver deres måde. Og ikke nok med blikke. Alle tænkte også sit. Hvad havde den store mand dog gang i? Hvad bildte han sig ind? Komme her… Og så i sådan en bil… Den var rød og alt for ualmindelig. Og på hovedgaden… Og hver dag… Og jeg ved ikke hvad… Og jeg skal komme efter dig. Alle mulige tanker. Og ikke nok med det. Folk havde efterhånden også sit: ”Den store idiot”, ”Hvad Søren, bilder han sig ind. Gå og lave uro og uorden i vores fine by”, ”Komme her og forpeste os alle sammen”. ”Ka du så se at trille hjem din ondsbolle”. Det sagde de faktisk. Ondsbolle, hvad det så end betyder.

Og ikke nok med det. Folkene i byen gjorde også sit. Og flere og flere røg med på bølgen. Lod sig friste af hysteriet.  De lagde tegnestifter ud på gaderne, de kylede maling efter bilerne, de samlede sig i såkaldte demonstrationer og skrev slogans og den slags. ”Ned med alle hans grimme biler”, stod der på et af dem. På et andet ku man læse: ”Dumme Primus”. De tog også deres egne biler og kørte dem med vilje ind i Primus Motors biler. Sådan rigtig radiobil-agtigt, hvis I forstår, hvad jeg mener. Bang, bang, sagde det. De gassede op, røgen stod ud af deres primitive primis motorer og hjulene hvinede. Selv de gamle damer av den gas. Sikke han sku ha den dumme Primus. Sådan en klamhugger, hvad det end så var.

Hele byen sydede og boblede og stank af dæk, sved og benzin. Folk hostede og hakkede i al den røg. Men Primus skulle ha. Det var sikkert.

Primus Motor forstod ikke et hak af det hele. Her kørte han fredeligt i sine biler. Han kørte dem selv, havde ingen osende benzinmotor. Her var det ham, der var motoren – primus motoren. Han mente ikke, at han gjorde nogen fortræd. Han var nærmest helt lydløs. Han var ildsjælen, drivkraften og igangsætteren. Men ondsbolle, bølle, dum og klamhugger, synes han nu ikke, at han var.

Hvorfor gjorde de alt dette imod ham? Hvorfor kiggede de sådan? Hvorfor tænkte de på den måde? Gjorde sådanne ting?

Han passede bare sine biler. Han vidste godt, at han ikke var helt almindelig. De fleste havde en til to biler. De fleste spiste andet end havregrød og de fleste var ikke to meter høje. Men var han egentlig så ualmindelig, når det kom til stykket. Og hvem var det lige, der lavede al den uro og uorden i gaderne? Og hvem var det lige der nu forpestede os alle sammen.

Han havde vel sin gode ret til at køre rundt i sine biler. Det var vel ikke forbudt? Han var vel ikke til gene for nogen – bortset lige fra nu, hvor alle byens andre beboere lå og kørte ind i ham?

Sådan stod det på længe. Han spiste sit havregrød, kørte sine ture i sine 333 biler, fik smadret sine 333 biler, fik trillet dem hjem, hvor de så blev fikset sine 333 biler igen, for derefter at blive ødelagt på ny. Man kan godt forstå Primus var godt og grundigt fortvivlet.

Men så var det han kom i tanker om sine evner. Han var jo Primus Motor. Han kunne igangsætte. Han var ildsjælen og drivkraften. Hvis nogen kunne vende den dårlige stemning, var det da ham. Hvem ellers? De andre folk i byen havde kun en eller to biler. De havde kun dumme tanker og gjorde slemme ting. De virkede i hvert fald ikke som om, at de ku udrette noget. Ikke lige nu, i hvert fald. De ku måske læres op, men lige nu, mens krisen, var på det højeste, kunne de ikke andet end at sende dårlige blikke, tænke og gøre deres. Nu ville han tag sig en god nats søvn og drømme og føre sine drømme ud i virkeligheden.

Næste morgen var Primus ved godt mod. Han tog arbejdstøjet på, spiste sin havregrød og satte sig ud i den første bil af en lang række biler. Faktisk alle 365 biler. Han ville nu realisere sin gamle drøm om at køre alle bilerne samtidig. Oven i købet ville han lave en stor happening ud af det og måske gøre byens beboere glade igen. Han havde natten igennem udtænkt planerne, og nu var han klar. Det skulle blive en god dag, tænkte han.

Da han kørte rundt i svinget stod de første folk klar. De stod parate bag deres stakitter og gemmesteder. De gjorde som de plejede. Sendte blikke, tænkte deres og råbte det op, men så nåede de ikke mere. For da de så det store tog af biler rulle ind i gaderne, havde de nær tabt øjne og mund. Ja, og bøtten med maling velsagtens. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle tro, men det vidste Primus. Uden at blinke med øjnene satte han de mobbende medborgere ned i alle bilerne. En efter en. Et styks målløs beboer ned i et styks stor, rød bil. Han kørte forrest, og efter ham var der en lang perlesnor af store, røde biler med mere og mere medgørlige folk i.

Her kørte hele byen snart af sted i alle Primus´ biler. 365 styks med mere og mere smilende mænd og kvinder fra byen i hver deres fine røde bil på en lang række. Selv børnene i byen blev taget væk fra deres skjul bag rækværket og ned i det varme, bløde sæde. Hold da ferie, et syn. Jamen, I sku ha set det. Da optoget nåede stranden ville jublen ingen ende tag. Selv tante Ofelia, som havde gået forret i kampen mod Primus kunne efterhånden ikke lade være med at føle velbehag i det lune, bløde sæde og glæde ved at sidde i sådan en stor, dejlig, rød bil. Det skal dog lige siges, at vejret nu også var med den gode Primus.

Men da han stoppede sin egen forreste bil, for at koble alle de andre biler af, tænkte han, at det nu havde været en dejlig dag. Hans drøm var gået i opfyldelse. Han havde kørt alle 365 biler samtidig. Han havde hele tiden troet på, at det ville lykkedes. Han tænkte også, at han havde været en god igangsætter og drivkraft. Her kørte han rundt med alle byens beboere på slæb kun med hans havregrynsmuskler. Snart skulle de selv lære at køre på den måde, men nu havde det været ham, der var gavmild. De havde behandlet ham dårligt, men han bar ikke nag. For at bære nag var en dårlig ting. Det måtte folkene da også kunne forstå.

Han blev nu så optaget af sine tanker, at han følte sig kaldet til at holde en lille tale. Det var nu ellers ikke noget, han særligt ofte gjorde, men lige nu havde han lyst til det.

Kære folk!

Jeg hedder Primus Motor. Jeg er stor, men ikke nogen stor taler. Jeg vil dog gerne lige sige et par ord inden, jeg tøffer hjemad. I dag har jeg været den store primus motor. Jeg har været iværksætter på dette lille projekt. Været gavmild og ikke boret nag. At bære nag er en grim ting. Misundelse er en lige så grim ting.

Man skal ikke lade sig løbe med af mængden. Man skal være sin egen. Gerne sammen med andre, men man skal ikke lade sig friste af hysteriet. Selv vende dårlige stemninger til gode. Tænk selv, gør selv, vær dig selv. Man skal simpelthen være primus motor for sin egen bil, sit eget liv.

Og lige en sidste ting…

Primus Motor holdt, det man kalder en kunstpause. En lille pause hvor tilhørende og han selv føler hinanden an og tankerne galoperer. Folkene sad med flove, halvstramme smil og kiggede ned i rattet. Ham selv så ned over alle hans mange flotte, store, røde biler, som nu var givet ud til beboerne i den lille by. Han var nu så stolt af sig selv. Alt det arbejde han havde lagt i de biler gik nu til noget godt. Det så ud til at der igen ville blive fred og ro i den lille by, han gav sit budskab videre og måske ville han en dag få dobbelt løn tilbage.

365 er mange biler til en mand. Man bliver stærk af havregryn. En god nats søvn er primus motor for, at man kan drømme og føre ens drømme ud i virkeligheden.

Den kunne folkene i byen så gå også tænke lidt på.

Havet drager

Havet drager. Det blå vand drager. Drager mig. Ud på det dybe hav. Ud på anden revle. Ud hvor jeg ikke kan bunde. Bølgerne. Bruset. Farverne. Hele molevitten. De syv have. Ja, de tusinder af have. De milliarder af liter vand. De drager. De optager mig i deres arme. I deres våde, bløde arme. De omringer mig og gør mig flydende og blød. Hav, hav, hav. Vand, vand, vand. Havvandet. Vandhavet. Hvandet. Vhavet. Gi´ mig en jolle. Et skib. En tømmerflåde. En færge. En fuldrigger. Gi´ mig havet. Gi´ mig vandet.

  Jeg vil krydse dig. Tumle med dig. Se på dig. Føle dig. Lytte til dig. Kramme dig. Besejle dig. Elske dig. Fyldes af fryd og store følelser af dig. Din skat. Din havtaske.

  Havet drager. Det blå vand drager. Drager mig, så jeg bliver helt følsom, sentimental og beruset. Jeg drages.

Biografturen

Da jeg gik ud af biografen, følte jeg, at jeg var med i en film. Jeg gik ligesom en skuespiller. Jeg tænkte ligesom sådan én. Jeg mærkede kulisserne og det farverige lys omfavne mig. Replikkerne fløj ud af munden på mig og bedst af alt, jeg reddede den smukke kvinde, og hun kyssede mig. Jeg var en stjerne, og snart ville alle være vilde med mig. Ja, Hollywood og Oscar ville snart tage sig kærligt af mig. De ville invitere mig til store receptioner og hotte fester. De ville sætte mig på plakaten. Op på stjernehimlen. Ind i hele verdens biografer og hjerter.

Jo, da jeg gik ud af biografen, følte jeg, at jeg var med i en film. Og sikke en film. En seks-stjernet film. Seks stjerner.  Og mig som den største af dem alle. Play it again, Sam!

Én stemme

Tænk engang, hvis man kun havde én stemme tilbage! Hvad sku man sige? Til hvem? Hvornår sku man sige det? Én stemme. Én røst. Én stemning. Ét stemningsøjeblik. Ét stemmeleje. Én stemme.

   Der er blevet sagt så meget. Men hvad skulle siges, hvis der virkelig skulle siges noget? Skulle siges DET. Det sidste. Der er blevet sagt så meget. Unødvendigt. Der er blevet sagt så meget unødvendigt. Dobbelt. Der er blevet sagt så meget unødvendigt og dobbelt. Der er blevet talt med STORE ord. STORE bogstaver som man siger. Store bogstaver…

   Stemmen er hævet. Stemmen har skældt ud. Der er ligefrem blevet råbt. Ja, sågar skreget. Der er osse blevet hvisket, så stemmen næsten ikke kunne høres. Ja, der er ligefrem blevet sparret på stemmen. Der er ikke blevet sagt et kvæk. Ikke én lyd. Ikke ét ord. Ikke én stemning.

   Andre gange er stemmen blevet helt slidt. Helt hæs er den blevet. Der er tillige sagt en masse vrøvl. Ja, vrøvlet og pjaltet har stemmen. Uden tøven.

   Og så har stemmen, som oftest, sagt en masse rare ting. Måske ligefrem været kærlig. Sagt søde ting til ens kære. Hvilken stemning!

   Jeg tror faktisk, at ens sidste stemme ville være sød og kærlig. Det vil jeg i hvert fald gerne sætte min stemme på!

Rejsefeber

Hvem står op klokken 5:00 i sin sommerferie? Hvem ligger søvnløs hele natten? Hvem vågner op med at mægtigt sæt, når man endelig er faldet bare lidt til ro, og tjekker om nu klokken går, som klokken nu skal? Om der nu er helt styr på tiden? Om alle fire alarmer nu er sat til, som de skal? Om det hele er i orden? Det er hele er klar?
Det gør én, der skal på alle tiders ferie sydpå. Jep, ned til sydens sol. Ned til en masse oplevelser, opdagelser, indtryk, aftryk, eftertryk, dufte, lyde, syn, smage, følelser, samtaler, møder, sammenkomster og sammenhænge. Tre uger med lækker mad, vin, vand og strand. Ja, lækker ferie under andre himmelstrøg. Varme himmelstrøg.


Hvor har jeg dog glædet mig. Det bliver skønt; og varmt. En lille krølle og afstikker fra rejsehistorien er nemlig det danske vejr. Det danske vejr er såkaldt: ustadigt. Ustadigt!? Ja, det skal jeg love for. Ustadigt ustadigt. Ustandseligt ustadigt er det sgu´. Hvorfor kan de ikke bare sige, at det er: Lortevejr! Lortevejr mandag. Lortevejr tirsdag. Ja, lortevejr resten af ugen. Resten af sommeren. Resten af året. Altid. Øv, Danmark ligger altså lige et par breddegrader i den gale retning. I den ustadige, gale retning, om man vil. Ikke fordi jeg på nogen måder er en træt, bitter dansker. Jeg elsker Danmark, men vores syn på vejret nager altså lidt i det gødende danske hjerte. Vi kan - mig slev inklusiv - fx finde på at sige:
- Jamen åh, det er da så vidunderligt med de skiftende årstider.
Den store oplevelse har de ikke sydpå, snøfter vi.
Nej, der har de bare dejligt lunt vejr det meste af året. Og rigtigt varmt solskin. Hele sommeren. Her skinner solen. Hele tiden.
- Jamen åh! Men så hygger vi os sådan I Danmark. Og når de første solskinsstråler rammer os glemmer man helt alt det lidt ustadige vejr, brøler vi.
- No! Det gør man ikke. Vi er bare en lille smule glade for, at det faktisk kan lade sig gøre, for den ildvarme sol, at ramme lille ustadige Dannevang.
Og så skal du ellers se. Så ryger vi ud på café. Udenfor skal vi. Ud at sidde og nyde den sydlandske stemning. Jo tak, men med hundetæpper og gaslamper som ”hyggelige” og trofaste venner. Men vi hygger, gør vi. Vi er verdensmestre til det. Også selvom temperaturen kun lige vil snige sig op på 10 grader, så hygger vi. Hygger meget mere end i syden. Ja, hele verden, om man vil. De kan faktisk slet ikke finde ud af det dernede. De kan slet ikke hygge. Som os. Det er kun os der er så hyggelige. Så hyggelige, at vi ligefrem har et hyggeligt ord for Danmarks- fænomenet: Hyggeligt!
Nej, de hygger ikke sydpå. Selvom de sidder på solrige, varme caféer fra marts til november. Selvom de nærmest hele året er gennemvarme og pakker sig ind fra kvist til kælder. Selvom de såkaldte årstider ikke skifter så flot ustadigt hele tiden: fra regn til nogen regn, fra nogen regn til enkelte byger.


Nej, det er vel osse så meget sagt. Overdrivelse fremmer som sagt forståelsen. Og det er heller ikke pænt sådan at være efter os alle sammen. Vi kan jo ikke gøre for, at Danmark ligger lige her, hvor Danmark nu engang ligger. Men at påstå at de ikke hygger lige så meget sydpå er en stor misforståelse.


Ja, ja, ja, nok om den lidt mavesure, sarkastiske skribent. Tilbage til rejsen. Denne dag hvor alt er pakket og parat. Ja, jeg må hellere lige tjekke, om nu passet er hvor passet skal være. Jo, minsandten! Det var godt. Så ud til lufthavnen og tjekke ind. Tjekke ind til rejsen. Rejsemålet. Rejselivet.
Op i den store flotte maskine. Den store flotte flyvemaskine. Jeg drages. Drages af flyveren: de små hjul, de lange vinger og den store krop. Det lille hop fra jorden, men alligevel så stort. Vi letter. Vi flyver. Over alle marker. Alle byer. Alle øer. Alle lande. Fantastisk. Flyvning i verdensklasse. Verdens største opfindelse. Menneskets største ønske af alle. At flyve. At se verden sådan. I fugleperspektiv. Op og ned. Blaf, blaf. Dette er livet. Dette er vidunderligt.
Og flyveren lander. Den lille nervøse klump i halsen hver gang. Men også begejstring og store klapsalver. Vild beundring. Dette store fly, men også dette lille bump. Tiden flyver og nu står man af under varme himmelstrøg og bare ét lille skridt, ja, så starter nye rejseeventyr. Det tog ingen tid, men man lives unægtelig op. Varmes op, om man vil. Får feber. Rejsefeber.

Se engang

Ti millioner danske øjne ser på verden og tænker sit. Tænker sig godt om og vælger hvad der så skal ske, og hvor de så skal kigge hen. Indtryk efter indtryk. Tanke efter tanke. Retning efter retning. Lys, mørke, bevægelser, stilhed, syner, synsvinkler, synsbedrag, sanser, oplevelser og erfaringer.

Øjet ser. Ser alt. Mærker alt. Er nysgerrig. Intet skal misses. Men vi misser. Alt skal forstås, men vi misforstår. Vi vil gerne se alt, men vi bliver misfornøjede. Tristhed. Sorg. Dog glædes vi også. Glædes i den grad. Vi glædes over synsindtrykkene. Over sammenhængen. Over det store synsbombedement. Over det hele. På hele nethinden.

Ingen andre er med på samme måde som én selv. Vore to øjne giver os så meget, som ikke kan forklares, men skal ses. Med ens øjne. Det er så utroligt, at de skal ses. Men ingen anden er med i ens synsretning. Ingen er helt med. På ens eget net. Vi ser verden og tænker vores.

Hele verden tænker hver sit. To øjne. Ti millioner øjne. Tolv milliarder. Sikke en verden! Sikke et syn! Alle de indtryk. Tolv milliarder forskellige indtryk. Tænk engang! Se engang! Kigger på verden og fyldes af verden. Sikke et syn!

Kigger i et spejl. Kigger på mig selv. På mine egne øjne. Og ser synet. Ser det, jeg ser. Ser det, jeg ser med. Og tænker over hvad disse to glaskugler gør ved mig. For mig. Med mig.

Blinker et par gange og ser mig omkring. Med mine øjne. Mine to øjne. Ser mig omkring. Ser. Blink. Tænker. Blink. Se engang! Blink. Tænk engang!

Uens græsstrå

Ikke ét eneste græsstrå er ens. Ikke et. Eneste! Tænk engang! 1000 mange, mange billioner, trillioner, trilliarter græsstrå. I hele verden. De ligner godt nok hinanden, men er altså ik´ ens. Måske langt fra, men tæt på er de langt fra. Ens. De er små individer med hver deres små særheder. Et er knaldgrønt. Et andet er lille og buttede. Et tredje er sentimental og har let til tårer. Et fjerde er bøsse. Ja, sådan ku´ man blive ved. Og græsstråene bliver ved. Bliver ved med at gro. Uens. Lige som os mennesker lever hver især på deres forskellige måder. Ligesom alle i hele verden lever på hver deres forskellige måder. Alt i verden er forskelligt og er uens. Alt! Selv tvillinger er uens. Selv græsstråtvillinger er uens. Fedt! Tænk engang, hvis vi alle var ens! Tænk engang, hvis alle græsstrå var ens! Tænk engang, hvis alle alverdens græsplæner var ens! Tænk engang! Nå, lige præcis det ville nok ikke betyde så meget. - Og så alligevel!

Biografturen

Den rablende gale konge

Engang i 1700–grønlangkål stod folket, i det ellers så skønne rige rige Frelsasien, foran den store port til deres riges rige kongeslot. De stod der fordi de ville gøre det af med deres konge. De var i oprør og ville nu ind på slottet og bære kongen langt væk. Så langt væk at han ikke kunne komme tilbage.
Hvorfor i himlens navn ville de det, kunne man spørge? Jo, nu skal I bare høre.

En næsten samme gang i 1700–grønlangkål var der altså denne her konge som var så skør og rablende gal at folket (som I hørte om tidligere) efterhånden var klar til at gøre en ende på hans skøre udskejelser og vilde ideer. De ville af med deres konge. Det lød ikke godt ude i den store verden at deres skønne rige rige havde sådan en skør og latterlig konge. Hvad tænkte andre ikke!
Folket selv var meget fornuftige. For eksempel gik de alle i fornuftigt, slidstærkt gråt tøj fra GAB (et slags supermarked). De spiste tillige altid kun kålsuppe, for det var dog lettest og billigst at lave. De grinte ikke særlig meget. Det eneste de gjorde som bare lugtede lidt af humor, var at de pruttede -af kålsuppen. Nej, de var altså bare en tak for fornuftige, frelste og kedelige.
Dette folk havde dog accepteret den skøre konge i starten og tænkte at det nok bare var nervøsitet og startproblemer, men med årene havde de skammet sig og vendt ryggen mere og mere til den rablende gale konge. Ja, de havde netop døbt ham dette skønt han egentlig havde det helt almindelige navn Hubertus. Kong Hubertus den et eller andet.

Der var nu en spændt atmosfære i riget. Folket tiskede og hviskede og vaskede og vrang. De ville altså lave oprør. Bortføre galningen. Skønt det egentlig gik rigtig godt i riget, alle var mætte og arbejdede kun ganske lidt, men nu ville de altså lave oprør.
- ”Ned med kongen,” lød det i krogene og på gadehjørnerne.
Når kongen var væk, kunne de igen med stolthed tale om deres skønne, rige rige. Men så længe den rablende gale konge sad på tronen og festede rundt som en anden ungersvend (det ville de aldrig gøre), kunne de ikke slappe af. De vidste aldrig hvad han kunne finde på. Han var en gåde, en skør gåde. Neeej, hvor de skammede sig. Hvad tænkte andre ikke, tænkte de.

Kongen var tilsyneladende helt uberørt af situationen. Han fes som altid forvirret rundt på det skønne, skæve kongeslot. Han havde altid gang i et eller andet: fest og farver, sang og musik, piger og mad. Han elskede livet, og livet elskede vist også ham.
Han var altid klædt i farverigt tøj. Fra top til tå. Håret var hvidt og strittende. Ansigtet var lyserødt og livligt.
Han var altid glad og frisk som en havørn. Skønt han var 34 år, legede han og sagde mærkelige lyde. ”Bine bane bone” var hans yndlingsudtryk for tiden.
Sikke en konge, og sikke en energi. Tænk engang! Han sov aldrig mere end 4 timer. Der var alt for meget krudt i hans kongelige numse til at han kunne blive liggende i sengen. Op, ud og leg. Sikke en konge!

Nu kom så dagen hvor folket gik mod kongeslottet for at gøre det af med deres skøre konge. Det var ellers en dejlig dag. Fuglene sang, blomsterne sprang, og damerne svang, men det tænkte folket vist ikke på. De tænkte derimod på at bortførelsen af kongen var det bedste de kunne gøre for deres rige rige. Når missionen var overstået, kunne de andre riger igen li’ Frelsasien. Det tænkte de.
De stod nu foran den store port til deres riges rige kongeslot. (Det er som om vi har været her før, nå, det er nok bare mig.)
Porten var ellers noget af en skør port. Den havde 117 håndtag og 117 skæve nøglehuller som sad over håndtagene. (Nå, pyt med det. Det er jo egentlig lige meget, men nu hvor vi alligevel stod her, syntes jeg altså lige I skulle vide det.)
Folket bankede på porten, og den blev åbnet af en af kongens skøre tjenere der hed noget så fjollet som Ralladadumsida. Det var kongen der havde døbt ham dette. Hvorfor? Aner det ikke.
Tjeneren spurgte hvad alle de mennesker dog skulle ind til kongen for, men folket trampede blot hen over Ralladadumsida og gik med raske skridt mod kongen himself.
Der ventede dem dog noget af et syn da de endelig stod ansigt til ansigt med deres rablende gale konge, men først lige lidt forhistorie, kære læser.

Kongen vidste nemlig udmærket godt at han fik besøg. For godt nok var han skør, men dum var han altså ikke. Under hele forløbet havde han haft følere ude blandt folket og havde, via disse, hørt alt om oprøret. Da han fik de første meldinger, blev han noget så forbløffet.
- Hvad havde de dog gang i?
Han var ikke ond og brutal, men rar og godmodig. De sultede ikke, og han forlangte ikke særlig meget af dem. Alligevel var de sure på ham.
- ”Vice versa,” havde kongen udråbt.
- ”Man er ikke nem at stille tilfreds nu til dags.”
Han gik nu rundt på de snoede kongelige gange og udtænkte en plan. Når tiden kom -for det gjorde den jo, skulle de ha’ sig noget af en overraskelse når de troppede op på slottet for at bortføre ham. Han kløede sig i sit hvide, strittende hår og rullede med sine tickende øjne.
- ”Tamse, damse, dussa, dig,” lød det.
- ”Hvad i Frelsasien skal jeg dog finde på?”
Men kongen fandt på noget, men først lidt mere forhistorie. (Det må I altså undskylde, men jeg er altså nødt til det).

Kongen havde længe været rimelig lun på prinsesse Abelone i naboriget Tolerantasien. De havde tit festet sammen, og han havde en god stjerne hos hendes far Kong King.
Nu var det så sådan at Hubertus egentlig snart gerne ville have sig en lille kone. Og nu var hun jo rimelig lækker, hende her Abelone. Så hvorfor ikke fri til hende, gøre hende til dronning og holde en ordentlig bryllupsfest på hans dejlige slot!
Alle i de to riger skulle indbydes, og festen skulle holdes den dag det ellers var meningen at kongen skulle slagtes. En skør ide, men genial, tænkte Hubertus der straks begyndte forberedelserne. Der var jo lige nogle ting der skulle på plads først. Blandt andet et ja fra bruden.
Nå, det gik nu meget godt. Alle var med på ideen. Abelone, Kong King og alle menneskerne i Tolerantasien glædede sig som små børn – de var for resten heller ikke særligt store. Men den som glædede sig allermest, var den rablende gale konge. Tænk engang! Det sure folk skulle få sig deres livs forskrækkelse når de, uden de selv vidste det, kom med til århundredes største fest.
Kongen kunne slet ikke vente. (Og nu skal han altså ikke vente mer’.)

- ”Surprise,” lød det da folket trådte ind til kongen.
(Nej, sådan lød det nok ikke, men I ved hvad jeg mener. Måske lød der bare et stort ”Velkommen”.)
Nå, I skulle i hvert fald have set dem i hovedet da de så den kæmpe sal med alle menneskerne fra Tolerantasien, glitter og fyrværkeri. Hold op, de så sjove ud.
Musikken bragede løs. Alt var så smukt og prangende. Stemningen var så rar og god. Og kongen og dronningen sad som de lykkeligste mennesker oppe på bordet og smilede om kap med hver deres blinkende krone.
Jo, det var noget af et syn. Folket stod som forstenede da de hver især venligt blev ført hen til deres plads af tusinder af hjælpsomme skønne damer med drinks og pindemadder parat.
De kunne ikke gøre noget. De var helt frosne. Sikke en fest. Sikke en konge – og dronning. Sikke noget rod. Nu skulle de lige til at bortføre deres latterlige konge og lave oprør, men i stedet blev de inviteret til stor bryllupsfest og blev forkælet i hoved og numse.
Da alle var på plads, gjorde kongen tegn til at der skulle være stille. Og der blev stille. Han rejste sig da op og råbte:
- ”Tænk engang! En tænketank tænker tanker. I tænker tanker om andre, men tænk kun hvad I tænker. I tænkte at andre tænkte, og det skal I ikke tænke. Tænk engang! Tænk, tank, tonk. Gæng, gang, gong. Gå til makronerne og konerne. Der er fest i alle zonerne. Skål!”
Kongen satte sig stolt ned på kongestolen og gnækkede lidt.
- ”Sgu’ dubi Svend, der fik de den!”
Larmen bredte sig igen, og festen fortsatte.
Folket sad stadig i choktilstand og kiggede rundt på den skøre forsamling.
- ”Hvad fa’ en brølede kongen op om?”
De forstod ikke et kuk af det hele –og så alligevel. Måske var det i virkeligheden den skøre konge der havde fat i den lange ende!
De tøede mere og mere op. Og efter 7 dage med fest og farver, sang og musik, mad og drikkelse, taler og glade mennesker havde de overgivet sig.
De havde glemt alt om oprør og bortførelse. De tænkte nu, ikke på hvad andre tænkte, men på hvor godt de egentlig havde det – også selvom deres konge var rablende gal. Han var jo ikke en dårlig konge!

Tænk engang, kære læser! Folket fandt nu ud af at det nok ikke var sådan en skør ide at være lidt småskør.
De blev selv lidt småskøre og omdøbte deres skønne rige rige til… Det skønne rige rige.

London Calling

Har lige været i London. U.K. Okay! Great! Stort! Vil nok betegne denne by som stor. En stor by. En storby. En stor storby. Jo, den er sgu ret stor. Den ligger dér ved floden. ”I live by the river”, som The Clash synger i sangen ”London Calling”. Og London kalder sgu! Den har alt: tætte gamle huse, dobbeltdækker busser, sorte taxaer, pladebutikker i lange baner (mhh… pladebutikker!), fodbold i lange baner (mhh… fodbold)… U name it. U.K. name it. Og selvfølgelig: verdens bedste pubber (mhh… pubber!). Jo tak! Her forstår de at skænke en pint op. Skål!

Alle er velkomne i denne mastodont af en metropol: Punkere, skolepiger med uniformer, ludere, lommetyve, buinessmen, fodboldfans, politi til hest, tiggere, musikere, krukkede fine damer, kulsorte negere og blegfede danskere. Alle er velkomne. Alle, siger jeg. Uden problemer. No problems!

London, din gamle havneluder. Dit store skrummel. Din dejlige kulturelle fish ’n chips. Du er både pisse konservativ, men samtidig skide provokerende og trendy. Og du kører i venstre side – din klovn. Men det klæder dig. Du vil være din egen – og det er du.

Har lige været i London. U.K. Okay! Great! Stort! Kommer helt sikkert snart tilbage igen. For… London Calling!