Engang i 1700–grønlangkål stod folket, i det ellers så skønne rige rige Frelsasien, foran den store port til deres riges rige kongeslot. De stod der fordi de ville gøre det af med deres konge. De var i oprør og ville nu ind på slottet og bære kongen langt væk. Så langt væk at han ikke kunne komme tilbage.
Hvorfor i himlens navn ville de det, kunne man spørge? Jo, nu skal I bare høre.
En næsten samme gang i 1700–grønlangkål var der altså denne her konge som var så skør og rablende gal at folket (som I hørte om tidligere) efterhånden var klar til at gøre en ende på hans skøre udskejelser og vilde ideer. De ville af med deres konge. Det lød ikke godt ude i den store verden at deres skønne rige rige havde sådan en skør og latterlig konge. Hvad tænkte andre ikke!
Folket selv var meget fornuftige. For eksempel gik de alle i fornuftigt, slidstærkt gråt tøj fra GAB (et slags supermarked). De spiste tillige altid kun kålsuppe, for det var dog lettest og billigst at lave. De grinte ikke særlig meget. Det eneste de gjorde som bare lugtede lidt af humor, var at de pruttede -af kålsuppen. Nej, de var altså bare en tak for fornuftige, frelste og kedelige.
Dette folk havde dog accepteret den skøre konge i starten og tænkte at det nok bare var nervøsitet og startproblemer, men med årene havde de skammet sig og vendt ryggen mere og mere til den rablende gale konge. Ja, de havde netop døbt ham dette skønt han egentlig havde det helt almindelige navn Hubertus. Kong Hubertus den et eller andet.
Der var nu en spændt atmosfære i riget. Folket tiskede og hviskede og vaskede og vrang. De ville altså lave oprør. Bortføre galningen. Skønt det egentlig gik rigtig godt i riget, alle var mætte og arbejdede kun ganske lidt, men nu ville de altså lave oprør.
- ”Ned med kongen,” lød det i krogene og på gadehjørnerne.
Når kongen var væk, kunne de igen med stolthed tale om deres skønne, rige rige. Men så længe den rablende gale konge sad på tronen og festede rundt som en anden ungersvend (det ville de aldrig gøre), kunne de ikke slappe af. De vidste aldrig hvad han kunne finde på. Han var en gåde, en skør gåde. Neeej, hvor de skammede sig. Hvad tænkte andre ikke, tænkte de.
Kongen var tilsyneladende helt uberørt af situationen. Han fes som altid forvirret rundt på det skønne, skæve kongeslot. Han havde altid gang i et eller andet: fest og farver, sang og musik, piger og mad. Han elskede livet, og livet elskede vist også ham.
Han var altid klædt i farverigt tøj. Fra top til tå. Håret var hvidt og strittende. Ansigtet var lyserødt og livligt.
Han var altid glad og frisk som en havørn. Skønt han var 34 år, legede han og sagde mærkelige lyde. ”Bine bane bone” var hans yndlingsudtryk for tiden.
Sikke en konge, og sikke en energi. Tænk engang! Han sov aldrig mere end 4 timer. Der var alt for meget krudt i hans kongelige numse til at han kunne blive liggende i sengen. Op, ud og leg. Sikke en konge!
Nu kom så dagen hvor folket gik mod kongeslottet for at gøre det af med deres skøre konge. Det var ellers en dejlig dag. Fuglene sang, blomsterne sprang, og damerne svang, men det tænkte folket vist ikke på. De tænkte derimod på at bortførelsen af kongen var det bedste de kunne gøre for deres rige rige. Når missionen var overstået, kunne de andre riger igen li’ Frelsasien. Det tænkte de.
De stod nu foran den store port til deres riges rige kongeslot. (Det er som om vi har været her før, nå, det er nok bare mig.)
Porten var ellers noget af en skør port. Den havde 117 håndtag og 117 skæve nøglehuller som sad over håndtagene. (Nå, pyt med det. Det er jo egentlig lige meget, men nu hvor vi alligevel stod her, syntes jeg altså lige I skulle vide det.)
Folket bankede på porten, og den blev åbnet af en af kongens skøre tjenere der hed noget så fjollet som Ralladadumsida. Det var kongen der havde døbt ham dette. Hvorfor? Aner det ikke.
Tjeneren spurgte hvad alle de mennesker dog skulle ind til kongen for, men folket trampede blot hen over Ralladadumsida og gik med raske skridt mod kongen himself.
Der ventede dem dog noget af et syn da de endelig stod ansigt til ansigt med deres rablende gale konge, men først lige lidt forhistorie, kære læser.
Kongen vidste nemlig udmærket godt at han fik besøg. For godt nok var han skør, men dum var han altså ikke. Under hele forløbet havde han haft følere ude blandt folket og havde, via disse, hørt alt om oprøret. Da han fik de første meldinger, blev han noget så forbløffet.
- Hvad havde de dog gang i?
Han var ikke ond og brutal, men rar og godmodig. De sultede ikke, og han forlangte ikke særlig meget af dem. Alligevel var de sure på ham.
- ”Vice versa,” havde kongen udråbt.
- ”Man er ikke nem at stille tilfreds nu til dags.”
Han gik nu rundt på de snoede kongelige gange og udtænkte en plan. Når tiden kom -for det gjorde den jo, skulle de ha’ sig noget af en overraskelse når de troppede op på slottet for at bortføre ham. Han kløede sig i sit hvide, strittende hår og rullede med sine tickende øjne.
- ”Tamse, damse, dussa, dig,” lød det.
- ”Hvad i Frelsasien skal jeg dog finde på?”
Men kongen fandt på noget, men først lidt mere forhistorie. (Det må I altså undskylde, men jeg er altså nødt til det).
Kongen havde længe været rimelig lun på prinsesse Abelone i naboriget Tolerantasien. De havde tit festet sammen, og han havde en god stjerne hos hendes far Kong King.
Nu var det så sådan at Hubertus egentlig snart gerne ville have sig en lille kone. Og nu var hun jo rimelig lækker, hende her Abelone. Så hvorfor ikke fri til hende, gøre hende til dronning og holde en ordentlig bryllupsfest på hans dejlige slot!
Alle i de to riger skulle indbydes, og festen skulle holdes den dag det ellers var meningen at kongen skulle slagtes. En skør ide, men genial, tænkte Hubertus der straks begyndte forberedelserne. Der var jo lige nogle ting der skulle på plads først. Blandt andet et ja fra bruden.
Nå, det gik nu meget godt. Alle var med på ideen. Abelone, Kong King og alle menneskerne i Tolerantasien glædede sig som små børn – de var for resten heller ikke særligt store. Men den som glædede sig allermest, var den rablende gale konge. Tænk engang! Det sure folk skulle få sig deres livs forskrækkelse når de, uden de selv vidste det, kom med til århundredes største fest.
Kongen kunne slet ikke vente. (Og nu skal han altså ikke vente mer’.)
- ”Surprise,” lød det da folket trådte ind til kongen.
(Nej, sådan lød det nok ikke, men I ved hvad jeg mener. Måske lød der bare et stort ”Velkommen”.)
Nå, I skulle i hvert fald have set dem i hovedet da de så den kæmpe sal med alle menneskerne fra Tolerantasien, glitter og fyrværkeri. Hold op, de så sjove ud.
Musikken bragede løs. Alt var så smukt og prangende. Stemningen var så rar og god. Og kongen og dronningen sad som de lykkeligste mennesker oppe på bordet og smilede om kap med hver deres blinkende krone.
Jo, det var noget af et syn. Folket stod som forstenede da de hver især venligt blev ført hen til deres plads af tusinder af hjælpsomme skønne damer med drinks og pindemadder parat.
De kunne ikke gøre noget. De var helt frosne. Sikke en fest. Sikke en konge – og dronning. Sikke noget rod. Nu skulle de lige til at bortføre deres latterlige konge og lave oprør, men i stedet blev de inviteret til stor bryllupsfest og blev forkælet i hoved og numse.
Da alle var på plads, gjorde kongen tegn til at der skulle være stille. Og der blev stille. Han rejste sig da op og råbte:
- ”Tænk engang! En tænketank tænker tanker. I tænker tanker om andre, men tænk kun hvad I tænker. I tænkte at andre tænkte, og det skal I ikke tænke. Tænk engang! Tænk, tank, tonk. Gæng, gang, gong. Gå til makronerne og konerne. Der er fest i alle zonerne. Skål!”
Kongen satte sig stolt ned på kongestolen og gnækkede lidt.
- ”Sgu’ dubi Svend, der fik de den!”
Larmen bredte sig igen, og festen fortsatte.
Folket sad stadig i choktilstand og kiggede rundt på den skøre forsamling.
- ”Hvad fa’ en brølede kongen op om?”
De forstod ikke et kuk af det hele –og så alligevel. Måske var det i virkeligheden den skøre konge der havde fat i den lange ende!
De tøede mere og mere op. Og efter 7 dage med fest og farver, sang og musik, mad og drikkelse, taler og glade mennesker havde de overgivet sig.
De havde glemt alt om oprør og bortførelse. De tænkte nu, ikke på hvad andre tænkte, men på hvor godt de egentlig havde det – også selvom deres konge var rablende gal. Han var jo ikke en dårlig konge!
Tænk engang, kære læser! Folket fandt nu ud af at det nok ikke var sådan en skør ide at være lidt småskør.
De blev selv lidt småskøre og omdøbte deres skønne rige rige til… Det skønne rige rige.
Hvorfor i himlens navn ville de det, kunne man spørge? Jo, nu skal I bare høre.
En næsten samme gang i 1700–grønlangkål var der altså denne her konge som var så skør og rablende gal at folket (som I hørte om tidligere) efterhånden var klar til at gøre en ende på hans skøre udskejelser og vilde ideer. De ville af med deres konge. Det lød ikke godt ude i den store verden at deres skønne rige rige havde sådan en skør og latterlig konge. Hvad tænkte andre ikke!
Folket selv var meget fornuftige. For eksempel gik de alle i fornuftigt, slidstærkt gråt tøj fra GAB (et slags supermarked). De spiste tillige altid kun kålsuppe, for det var dog lettest og billigst at lave. De grinte ikke særlig meget. Det eneste de gjorde som bare lugtede lidt af humor, var at de pruttede -af kålsuppen. Nej, de var altså bare en tak for fornuftige, frelste og kedelige.
Dette folk havde dog accepteret den skøre konge i starten og tænkte at det nok bare var nervøsitet og startproblemer, men med årene havde de skammet sig og vendt ryggen mere og mere til den rablende gale konge. Ja, de havde netop døbt ham dette skønt han egentlig havde det helt almindelige navn Hubertus. Kong Hubertus den et eller andet.
Der var nu en spændt atmosfære i riget. Folket tiskede og hviskede og vaskede og vrang. De ville altså lave oprør. Bortføre galningen. Skønt det egentlig gik rigtig godt i riget, alle var mætte og arbejdede kun ganske lidt, men nu ville de altså lave oprør.
- ”Ned med kongen,” lød det i krogene og på gadehjørnerne.
Når kongen var væk, kunne de igen med stolthed tale om deres skønne, rige rige. Men så længe den rablende gale konge sad på tronen og festede rundt som en anden ungersvend (det ville de aldrig gøre), kunne de ikke slappe af. De vidste aldrig hvad han kunne finde på. Han var en gåde, en skør gåde. Neeej, hvor de skammede sig. Hvad tænkte andre ikke, tænkte de.
Kongen var tilsyneladende helt uberørt af situationen. Han fes som altid forvirret rundt på det skønne, skæve kongeslot. Han havde altid gang i et eller andet: fest og farver, sang og musik, piger og mad. Han elskede livet, og livet elskede vist også ham.
Han var altid klædt i farverigt tøj. Fra top til tå. Håret var hvidt og strittende. Ansigtet var lyserødt og livligt.
Han var altid glad og frisk som en havørn. Skønt han var 34 år, legede han og sagde mærkelige lyde. ”Bine bane bone” var hans yndlingsudtryk for tiden.
Sikke en konge, og sikke en energi. Tænk engang! Han sov aldrig mere end 4 timer. Der var alt for meget krudt i hans kongelige numse til at han kunne blive liggende i sengen. Op, ud og leg. Sikke en konge!
Nu kom så dagen hvor folket gik mod kongeslottet for at gøre det af med deres skøre konge. Det var ellers en dejlig dag. Fuglene sang, blomsterne sprang, og damerne svang, men det tænkte folket vist ikke på. De tænkte derimod på at bortførelsen af kongen var det bedste de kunne gøre for deres rige rige. Når missionen var overstået, kunne de andre riger igen li’ Frelsasien. Det tænkte de.
De stod nu foran den store port til deres riges rige kongeslot. (Det er som om vi har været her før, nå, det er nok bare mig.)
Porten var ellers noget af en skør port. Den havde 117 håndtag og 117 skæve nøglehuller som sad over håndtagene. (Nå, pyt med det. Det er jo egentlig lige meget, men nu hvor vi alligevel stod her, syntes jeg altså lige I skulle vide det.)
Folket bankede på porten, og den blev åbnet af en af kongens skøre tjenere der hed noget så fjollet som Ralladadumsida. Det var kongen der havde døbt ham dette. Hvorfor? Aner det ikke.
Tjeneren spurgte hvad alle de mennesker dog skulle ind til kongen for, men folket trampede blot hen over Ralladadumsida og gik med raske skridt mod kongen himself.
Der ventede dem dog noget af et syn da de endelig stod ansigt til ansigt med deres rablende gale konge, men først lige lidt forhistorie, kære læser.
Kongen vidste nemlig udmærket godt at han fik besøg. For godt nok var han skør, men dum var han altså ikke. Under hele forløbet havde han haft følere ude blandt folket og havde, via disse, hørt alt om oprøret. Da han fik de første meldinger, blev han noget så forbløffet.
- Hvad havde de dog gang i?
Han var ikke ond og brutal, men rar og godmodig. De sultede ikke, og han forlangte ikke særlig meget af dem. Alligevel var de sure på ham.
- ”Vice versa,” havde kongen udråbt.
- ”Man er ikke nem at stille tilfreds nu til dags.”
Han gik nu rundt på de snoede kongelige gange og udtænkte en plan. Når tiden kom -for det gjorde den jo, skulle de ha’ sig noget af en overraskelse når de troppede op på slottet for at bortføre ham. Han kløede sig i sit hvide, strittende hår og rullede med sine tickende øjne.
- ”Tamse, damse, dussa, dig,” lød det.
- ”Hvad i Frelsasien skal jeg dog finde på?”
Men kongen fandt på noget, men først lidt mere forhistorie. (Det må I altså undskylde, men jeg er altså nødt til det).
Kongen havde længe været rimelig lun på prinsesse Abelone i naboriget Tolerantasien. De havde tit festet sammen, og han havde en god stjerne hos hendes far Kong King.
Nu var det så sådan at Hubertus egentlig snart gerne ville have sig en lille kone. Og nu var hun jo rimelig lækker, hende her Abelone. Så hvorfor ikke fri til hende, gøre hende til dronning og holde en ordentlig bryllupsfest på hans dejlige slot!
Alle i de to riger skulle indbydes, og festen skulle holdes den dag det ellers var meningen at kongen skulle slagtes. En skør ide, men genial, tænkte Hubertus der straks begyndte forberedelserne. Der var jo lige nogle ting der skulle på plads først. Blandt andet et ja fra bruden.
Nå, det gik nu meget godt. Alle var med på ideen. Abelone, Kong King og alle menneskerne i Tolerantasien glædede sig som små børn – de var for resten heller ikke særligt store. Men den som glædede sig allermest, var den rablende gale konge. Tænk engang! Det sure folk skulle få sig deres livs forskrækkelse når de, uden de selv vidste det, kom med til århundredes største fest.
Kongen kunne slet ikke vente. (Og nu skal han altså ikke vente mer’.)
- ”Surprise,” lød det da folket trådte ind til kongen.
(Nej, sådan lød det nok ikke, men I ved hvad jeg mener. Måske lød der bare et stort ”Velkommen”.)
Nå, I skulle i hvert fald have set dem i hovedet da de så den kæmpe sal med alle menneskerne fra Tolerantasien, glitter og fyrværkeri. Hold op, de så sjove ud.
Musikken bragede løs. Alt var så smukt og prangende. Stemningen var så rar og god. Og kongen og dronningen sad som de lykkeligste mennesker oppe på bordet og smilede om kap med hver deres blinkende krone.
Jo, det var noget af et syn. Folket stod som forstenede da de hver især venligt blev ført hen til deres plads af tusinder af hjælpsomme skønne damer med drinks og pindemadder parat.
De kunne ikke gøre noget. De var helt frosne. Sikke en fest. Sikke en konge – og dronning. Sikke noget rod. Nu skulle de lige til at bortføre deres latterlige konge og lave oprør, men i stedet blev de inviteret til stor bryllupsfest og blev forkælet i hoved og numse.
Da alle var på plads, gjorde kongen tegn til at der skulle være stille. Og der blev stille. Han rejste sig da op og råbte:
- ”Tænk engang! En tænketank tænker tanker. I tænker tanker om andre, men tænk kun hvad I tænker. I tænkte at andre tænkte, og det skal I ikke tænke. Tænk engang! Tænk, tank, tonk. Gæng, gang, gong. Gå til makronerne og konerne. Der er fest i alle zonerne. Skål!”
Kongen satte sig stolt ned på kongestolen og gnækkede lidt.
- ”Sgu’ dubi Svend, der fik de den!”
Larmen bredte sig igen, og festen fortsatte.
Folket sad stadig i choktilstand og kiggede rundt på den skøre forsamling.
- ”Hvad fa’ en brølede kongen op om?”
De forstod ikke et kuk af det hele –og så alligevel. Måske var det i virkeligheden den skøre konge der havde fat i den lange ende!
De tøede mere og mere op. Og efter 7 dage med fest og farver, sang og musik, mad og drikkelse, taler og glade mennesker havde de overgivet sig.
De havde glemt alt om oprør og bortførelse. De tænkte nu, ikke på hvad andre tænkte, men på hvor godt de egentlig havde det – også selvom deres konge var rablende gal. Han var jo ikke en dårlig konge!
Tænk engang, kære læser! Folket fandt nu ud af at det nok ikke var sådan en skør ide at være lidt småskør.
De blev selv lidt småskøre og omdøbte deres skønne rige rige til… Det skønne rige rige.
