Primus Motor

Primus Motor var ikke en helt almindelig mand. Faktisk vil jeg gå så langt til at sige, at han var en ualmindelig, ualmindelig mand. Han var for det første over to meter høj, var superstærk og havde ikke mindre end 365 ens røde biler - store biler, vil I nok ku forstå. Og ikke nok med det. Det var ham selv, der var drivkraften. Han satte simpelthen selv bilerne i stand og i gang, holdt den kørende og kørte af sted derudad. Helt uden benzin og al den slags. Bare derudad med sin egen drivkraft og havregrød i musklerne. Ja, han kørte selvfølgelig ikke alle bilerne samtidig - selvom han dog havde en stor drøm om at gøre dette - nej, han kørte en ny bil hver af årets dage. Det passede lige. Og hver dag den samme tur ned på hovedgaden, ned af Dødningebakken, hen til stranden og hjem igen til en god portion havregrød.

I kan nok tro folk kiggede efter ham nede i den lille by. Misundelige blikke, forfærdede blikke, arrige blikke, irreterende blikke. Alle kiggede faktisk - på hver deres måde. Og ikke nok med blikke. Alle tænkte også deres. Hvad havde den store mand dog gang i? Hvad bildte han sig ind? Komme her... Og så i sådan en bil... Den var rød og alt for ualmindelig. Og på hovedgaden... Og hver dag... Og jeg ved ikke hvad... Og jeg skal komme efter dig. Alle mulige tanker. Og ikke nok med det. Folk sagde efterhånden også deres: "Den store idiot", "Hvad Søren, bilder han sig ind. Gå og lave uro og uorden i vores fine by", "Komme her og forpeste os alle sammen". "Ka du så se at trille hjem din ondsbolle". Det sagde de faktisk. Ondsbolle, hvad det så end betyder.

Og ikke nok med det. Folkene i byen gjorde også deres. Og flere og flere røg med på bølgen. Lod sig friste af hysteriet. De lagde tegnestifter ud på gaderne, de kylede maling efter bilerne, de samlede sig i såkaldte demonstrationer og skrev slogans og den slags. "Ned med alle hans grimme biler", stod der på et af dem. På et andet ku man læse: "Dumme Primus". De tog også deres egne biler og kørte dem med vilje ind i Primus Motors biler. Sådan rigtig radiobil-agtigt, hvis I forstår, hvad jeg mener. Bang, bang, sagde det. De gassede op, røgen stod ud af deres øser og hjulene hvinede. Selv de gamle damer gav den gas. Sikke han sku ha den dumme Primus. Sådan en klamhugger, hvad det end så var.

Hele byen sydede og boblede og stank af dæk, sved og benzin. Folk hostede og hakkede i al den røg. Men Primus skulle ha. Det var sikkert.

Primus Motor forstod ikke et hak af det hele. Her kørte han fredeligt i sine biler. Han kørte dem selv, havde ingen osende benzinmotor. Her var det ham, der var motoren - primus motoren. Han mente ikke, at han gjorde nogen fortræd. Han var nærmest helt lydløs. Han var ildsjælen, drivkraften og igangsætteren. Men ondsbolle, bølle, dum og klamhugger, synes han nu ikke, at han var.
Hvorfor gjorde de alt dette imod ham? Hvorfor kiggede de sådan? Hvorfor tænkte de på den måde? Gjorde sådanne ting?

Han passede bare sine biler. Han vidste godt, at han ikke var helt almindelig. De fleste havde en til to biler. De fleste spiste andet end havregrød og de fleste var ikke to meter høje. Men var han egentlig så ualmindelig, når det kom til stykket. Og hvem var det lige, der lavede al den uro og uorden i gaderne? Og hvem var det lige der nu forpestede os alle sammen.

Han havde vel sin gode ret til at køre rundt i sine biler. Det var vel ikke forbudt? Han var vel ikke til gene for nogen - bortset lige fra nu, hvor alle byens andre beboere lå og kørte ind i ham?

Sådan stod det på længe. Han spiste sin havregrød, kørte sine ture i sine 333 biler, fik smadret sine 333 biler, fik trillet dem hjem, hvor de så blev fikset sine 333 biler igen, for derefter at blive ødelagt på ny. Man kan godt forstå Primus var godt og grundigt fortvivlet.

Men så var det han kom i tanker om sine evner. Han var jo Primus Motor. Han kunne igangsætte. Han var ildsjælen og drivkraften. Hvis nogen kunne vende den dårlige stemning, var det da ham. Hvem ellers? De andre folk i byen havde kun en eller to biler. De havde kun dumme tanker og gjorde slemme ting. De virkede i hvert fald ikke som om, at de ku udrette noget. Ikke lige nu, i hvert fald. De ku måske læres op, men lige nu, mens krisen, var på det højeste, kunne de ikke andet end at sende dårlige blikke, tænke og gøre deres. Nu ville han tag sig en god nats søvn og drømme og føre sine drømme ud i virkeligheden.

Næste morgen var Primus ved godt mod. Han tog arbejdstøjet på, spiste sin havregrød og satte sig ud i den første bil af en lang række biler. Faktisk alle 365 biler. Han ville nu realisere sin gamle drøm om at køre alle bilerne samtidig. Oven i købet ville han lave en stor happening ud af det og måske gøre byens beboere glade igen. Han havde natten igennem udtænkt planerne, og nu var han klar. Det skulle blive en god dag, tænkte han.

Da han kørte rundt i svinget stod de første folk klar. De stod parate bag deres stakitter og gemmesteder. De gjorde som de plejede. Sendte blikke, tænkte deres og råbte det op, men så nåede de ikke mere. For da de så det store tog af biler rulle ind i gaderne, havde de nær tabt øjne og mund. Ja, og bøtten med maling velsagtens. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle tro, men det vidste Primus. Uden at blinke med øjnene satte han de mobbende medborgere ned i alle bilerne. En efter en. Et styks målløs beboer ned i et styks stor, rød bil. Han kørte forrest og trak, og efter ham var der en lang perlesnor af store, røde biler med mere og mere medgørlige folk i.

Her kørte hele byen snart af sted i alle Primus' biler. 365 styks med mere og mere smilende mænd og kvinder fra byen i hver deres fine røde bil på en lang række. Selv børnene i byen blev taget væk fra deres skjul bag rækværket og ned i det varme, bløde sæde. Hold da ferie et syn. Jamen, I sku ha set det. Da optoget nåede stranden ville jublen ingen ende tage. Selv tante Ofelia, som havde gået forrest i kampen mod Primus, kunne efterhånden ikke lade være med at føle velbehag i det lune, bløde sæde og glæde ved at sidde i sådan en stor, dejlig, rød bil. Det skal dog lige siges, at vejret nu også var med den gode Primus.

Men da han stoppede sin egen bil, for at koble alle de andre biler af, tænkte han, at det nu havde været en dejlig dag. Hans drøm var gået i opfyldelse. Han havde kørt alle 365 biler samtidig. Han havde hele tiden troet på, at det ville lykkedes. Han tænkte også, at han havde været en god igangsætter og drivkraft. Her kørte han rundt med alle byens beboere på slæb kun med hans havregrynsmuskler. Snart skulle de selv lære at køre på den måde, men nu havde det været ham, der var gavmild. De havde behandlet ham dårligt, men han bar ikke nag. For at bære nag var en dårlig ting. Det måtte folkene da også kunne forstå.

Han blev nu så optaget af sine tanker, at han følte sig kaldet til at holde en lille tale. Det var nu ellers ikke noget, han særligt ofte gjorde, men lige nu havde han lyst til det.

Kære folk!

Jeg hedder Primus Motor. Jeg er stor, men ikke nogen stor taler. Jeg vil dog gerne lige sige et par ord inden, jeg tøffer hjemad. I dag har jeg været den store primus motor. Jeg har været iværksætter på dette lille projekt. Været gavmild og ikke båret nag. At bære nag er en grim ting. Misundelse er en lige så grim ting.
Man skal ikke lade sig løbe med af mængden. Man skal være sin egen. Gerne sammen med andre, men man skal ikke lade sig friste af hysteriet. Selv vende dårlige stemninger til gode. Tænk selv, gør selv, vær dig selv. Man skal simpelthen være primus motor for sin egen bil, sit eget liv.

Og lige en sidste ting...

Primus Motor holdt, det man kalder en kunstpause. En lille pause hvor tilhørende og han selv føler hinanden an og tankerne galoperer. Folkene sad med flove, halvstramme smil og kiggede ned i rattet. Primus selv så ned over alle sine mange flotte, store, røde biler, som nu var givet ud til beboerne i den lille by. Han var nu så stolt af sig selv. Alt det arbejde han havde lagt i de biler gik nu til noget godt. Det så ud til at der igen ville blive fred og ro i den lille by, han gav sit budskab videre og måske ville han en dag få dobbelt løn tilbage.

365 er mange biler til en mand. Man bliver stærk af havregryn. En god nats søvn er primus motor for, at man kan drømme og føre sine drømme ud i livet. Tag nu jeres nye bil og kør den selv hjem. Og tænk eventuelt over hvad I måske kunne gøre for andre en dag.

Den kunne folkene i byen så køre og tænke lidt på. Det var derfor nogle betænksomme medborgere, der selv kørte deres nye flotte røde bil hjem den aften.

Primus Motor

Primus Motor var ikke en helt almindelig mand. Faktisk vil jeg gå så langt til at sige, at han var en ualmindelig, ualmindelig mand. Han var for det første over to meter høj, var superstærk og havde ikke mindre end 365 ens røde biler – store biler, vil I nok ku forstå. Og ikke nok med det. Det var ham selv, der var drivkræften. Han satte simpelthen selv bilerne i stand og i gang, holdt den kørende og kørte af sted derudad. Helt uden benzin og al den slags. Bare derudad med sin egen drivkraft og havregrød i musklerne. Ja, han kørte selvfølgelig ikke alle bilerne samtidig – selvom han dog havde en stor drøm om at gøre dettte – Nej, han kørte en ny bil hver af årets dage. Det passede lige. Og hver dag den samme tur ned på hovedgaden, ned af dødningebakken, hen til stranden og hjem igen til en god portion havregrød.

I skal nok tro folk kiggede efter ham nede i den lille by. Misundelige blikke, forfærdede blikke, arrige blikke, irriterende blikke. Alle kiggede faktisk – på hver deres måde. Og ikke nok med blikke. Alle tænkte også sit. Hvad havde den store mand dog gang i? Hvad bildte han sig ind? Komme her… Og så i sådan en bil… Den var rød og alt for ualmindelig. Og på hovedgaden… Og hver dag… Og jeg ved ikke hvad… Og jeg skal komme efter dig. Alle mulige tanker. Og ikke nok med det. Folk havde efterhånden også sit: ”Den store idiot”, ”Hvad Søren, bilder han sig ind. Gå og lave uro og uorden i vores fine by”, ”Komme her og forpeste os alle sammen”. ”Ka du så se at trille hjem din ondsbolle”. Det sagde de faktisk. Ondsbolle, hvad det så end betyder.

Og ikke nok med det. Folkene i byen gjorde også sit. Og flere og flere røg med på bølgen. Lod sig friste af hysteriet.  De lagde tegnestifter ud på gaderne, de kylede maling efter bilerne, de samlede sig i såkaldte demonstrationer og skrev slogans og den slags. ”Ned med alle hans grimme biler”, stod der på et af dem. På et andet ku man læse: ”Dumme Primus”. De tog også deres egne biler og kørte dem med vilje ind i Primus Motors biler. Sådan rigtig radiobil-agtigt, hvis I forstår, hvad jeg mener. Bang, bang, sagde det. De gassede op, røgen stod ud af deres primitive primis motorer og hjulene hvinede. Selv de gamle damer av den gas. Sikke han sku ha den dumme Primus. Sådan en klamhugger, hvad det end så var.

Hele byen sydede og boblede og stank af dæk, sved og benzin. Folk hostede og hakkede i al den røg. Men Primus skulle ha. Det var sikkert.

Primus Motor forstod ikke et hak af det hele. Her kørte han fredeligt i sine biler. Han kørte dem selv, havde ingen osende benzinmotor. Her var det ham, der var motoren – primus motoren. Han mente ikke, at han gjorde nogen fortræd. Han var nærmest helt lydløs. Han var ildsjælen, drivkraften og igangsætteren. Men ondsbolle, bølle, dum og klamhugger, synes han nu ikke, at han var.

Hvorfor gjorde de alt dette imod ham? Hvorfor kiggede de sådan? Hvorfor tænkte de på den måde? Gjorde sådanne ting?

Han passede bare sine biler. Han vidste godt, at han ikke var helt almindelig. De fleste havde en til to biler. De fleste spiste andet end havregrød og de fleste var ikke to meter høje. Men var han egentlig så ualmindelig, når det kom til stykket. Og hvem var det lige, der lavede al den uro og uorden i gaderne? Og hvem var det lige der nu forpestede os alle sammen.

Han havde vel sin gode ret til at køre rundt i sine biler. Det var vel ikke forbudt? Han var vel ikke til gene for nogen – bortset lige fra nu, hvor alle byens andre beboere lå og kørte ind i ham?

Sådan stod det på længe. Han spiste sit havregrød, kørte sine ture i sine 333 biler, fik smadret sine 333 biler, fik trillet dem hjem, hvor de så blev fikset sine 333 biler igen, for derefter at blive ødelagt på ny. Man kan godt forstå Primus var godt og grundigt fortvivlet.

Men så var det han kom i tanker om sine evner. Han var jo Primus Motor. Han kunne igangsætte. Han var ildsjælen og drivkraften. Hvis nogen kunne vende den dårlige stemning, var det da ham. Hvem ellers? De andre folk i byen havde kun en eller to biler. De havde kun dumme tanker og gjorde slemme ting. De virkede i hvert fald ikke som om, at de ku udrette noget. Ikke lige nu, i hvert fald. De ku måske læres op, men lige nu, mens krisen, var på det højeste, kunne de ikke andet end at sende dårlige blikke, tænke og gøre deres. Nu ville han tag sig en god nats søvn og drømme og føre sine drømme ud i virkeligheden.

Næste morgen var Primus ved godt mod. Han tog arbejdstøjet på, spiste sin havregrød og satte sig ud i den første bil af en lang række biler. Faktisk alle 365 biler. Han ville nu realisere sin gamle drøm om at køre alle bilerne samtidig. Oven i købet ville han lave en stor happening ud af det og måske gøre byens beboere glade igen. Han havde natten igennem udtænkt planerne, og nu var han klar. Det skulle blive en god dag, tænkte han.

Da han kørte rundt i svinget stod de første folk klar. De stod parate bag deres stakitter og gemmesteder. De gjorde som de plejede. Sendte blikke, tænkte deres og råbte det op, men så nåede de ikke mere. For da de så det store tog af biler rulle ind i gaderne, havde de nær tabt øjne og mund. Ja, og bøtten med maling velsagtens. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle tro, men det vidste Primus. Uden at blinke med øjnene satte han de mobbende medborgere ned i alle bilerne. En efter en. Et styks målløs beboer ned i et styks stor, rød bil. Han kørte forrest, og efter ham var der en lang perlesnor af store, røde biler med mere og mere medgørlige folk i.

Her kørte hele byen snart af sted i alle Primus´ biler. 365 styks med mere og mere smilende mænd og kvinder fra byen i hver deres fine røde bil på en lang række. Selv børnene i byen blev taget væk fra deres skjul bag rækværket og ned i det varme, bløde sæde. Hold da ferie, et syn. Jamen, I sku ha set det. Da optoget nåede stranden ville jublen ingen ende tag. Selv tante Ofelia, som havde gået forret i kampen mod Primus kunne efterhånden ikke lade være med at føle velbehag i det lune, bløde sæde og glæde ved at sidde i sådan en stor, dejlig, rød bil. Det skal dog lige siges, at vejret nu også var med den gode Primus.

Men da han stoppede sin egen forreste bil, for at koble alle de andre biler af, tænkte han, at det nu havde været en dejlig dag. Hans drøm var gået i opfyldelse. Han havde kørt alle 365 biler samtidig. Han havde hele tiden troet på, at det ville lykkedes. Han tænkte også, at han havde været en god igangsætter og drivkraft. Her kørte han rundt med alle byens beboere på slæb kun med hans havregrynsmuskler. Snart skulle de selv lære at køre på den måde, men nu havde det været ham, der var gavmild. De havde behandlet ham dårligt, men han bar ikke nag. For at bære nag var en dårlig ting. Det måtte folkene da også kunne forstå.

Han blev nu så optaget af sine tanker, at han følte sig kaldet til at holde en lille tale. Det var nu ellers ikke noget, han særligt ofte gjorde, men lige nu havde han lyst til det.

Kære folk!

Jeg hedder Primus Motor. Jeg er stor, men ikke nogen stor taler. Jeg vil dog gerne lige sige et par ord inden, jeg tøffer hjemad. I dag har jeg været den store primus motor. Jeg har været iværksætter på dette lille projekt. Været gavmild og ikke boret nag. At bære nag er en grim ting. Misundelse er en lige så grim ting.

Man skal ikke lade sig løbe med af mængden. Man skal være sin egen. Gerne sammen med andre, men man skal ikke lade sig friste af hysteriet. Selv vende dårlige stemninger til gode. Tænk selv, gør selv, vær dig selv. Man skal simpelthen være primus motor for sin egen bil, sit eget liv.

Og lige en sidste ting…

Primus Motor holdt, det man kalder en kunstpause. En lille pause hvor tilhørende og han selv føler hinanden an og tankerne galoperer. Folkene sad med flove, halvstramme smil og kiggede ned i rattet. Ham selv så ned over alle hans mange flotte, store, røde biler, som nu var givet ud til beboerne i den lille by. Han var nu så stolt af sig selv. Alt det arbejde han havde lagt i de biler gik nu til noget godt. Det så ud til at der igen ville blive fred og ro i den lille by, han gav sit budskab videre og måske ville han en dag få dobbelt løn tilbage.

365 er mange biler til en mand. Man bliver stærk af havregryn. En god nats søvn er primus motor for, at man kan drømme og føre ens drømme ud i virkeligheden.

Den kunne folkene i byen så gå også tænke lidt på.

Den rablende gale konge

Engang i 1700–grønlangkål stod folket, i det ellers så skønne rige rige Frelsasien, foran den store port til deres riges rige kongeslot. De stod der fordi de ville gøre det af med deres konge. De var i oprør og ville nu ind på slottet og bære kongen langt væk. Så langt væk at han ikke kunne komme tilbage.
Hvorfor i himlens navn ville de det, kunne man spørge? Jo, nu skal I bare høre.

En næsten samme gang i 1700–grønlangkål var der altså denne her konge som var så skør og rablende gal at folket (som I hørte om tidligere) efterhånden var klar til at gøre en ende på hans skøre udskejelser og vilde ideer. De ville af med deres konge. Det lød ikke godt ude i den store verden at deres skønne rige rige havde sådan en skør og latterlig konge. Hvad tænkte andre ikke!
Folket selv var meget fornuftige. For eksempel gik de alle i fornuftigt, slidstærkt gråt tøj fra GAB (et slags supermarked). De spiste tillige altid kun kålsuppe, for det var dog lettest og billigst at lave. De grinte ikke særlig meget. Det eneste de gjorde som bare lugtede lidt af humor, var at de pruttede -af kålsuppen. Nej, de var altså bare en tak for fornuftige, frelste og kedelige.
Dette folk havde dog accepteret den skøre konge i starten og tænkte at det nok bare var nervøsitet og startproblemer, men med årene havde de skammet sig og vendt ryggen mere og mere til den rablende gale konge. Ja, de havde netop døbt ham dette skønt han egentlig havde det helt almindelige navn Hubertus. Kong Hubertus den et eller andet.

Der var nu en spændt atmosfære i riget. Folket tiskede og hviskede og vaskede og vrang. De ville altså lave oprør. Bortføre galningen. Skønt det egentlig gik rigtig godt i riget, alle var mætte og arbejdede kun ganske lidt, men nu ville de altså lave oprør.
- ”Ned med kongen,” lød det i krogene og på gadehjørnerne.
Når kongen var væk, kunne de igen med stolthed tale om deres skønne, rige rige. Men så længe den rablende gale konge sad på tronen og festede rundt som en anden ungersvend (det ville de aldrig gøre), kunne de ikke slappe af. De vidste aldrig hvad han kunne finde på. Han var en gåde, en skør gåde. Neeej, hvor de skammede sig. Hvad tænkte andre ikke, tænkte de.

Kongen var tilsyneladende helt uberørt af situationen. Han fes som altid forvirret rundt på det skønne, skæve kongeslot. Han havde altid gang i et eller andet: fest og farver, sang og musik, piger og mad. Han elskede livet, og livet elskede vist også ham.
Han var altid klædt i farverigt tøj. Fra top til tå. Håret var hvidt og strittende. Ansigtet var lyserødt og livligt.
Han var altid glad og frisk som en havørn. Skønt han var 34 år, legede han og sagde mærkelige lyde. ”Bine bane bone” var hans yndlingsudtryk for tiden.
Sikke en konge, og sikke en energi. Tænk engang! Han sov aldrig mere end 4 timer. Der var alt for meget krudt i hans kongelige numse til at han kunne blive liggende i sengen. Op, ud og leg. Sikke en konge!

Nu kom så dagen hvor folket gik mod kongeslottet for at gøre det af med deres skøre konge. Det var ellers en dejlig dag. Fuglene sang, blomsterne sprang, og damerne svang, men det tænkte folket vist ikke på. De tænkte derimod på at bortførelsen af kongen var det bedste de kunne gøre for deres rige rige. Når missionen var overstået, kunne de andre riger igen li’ Frelsasien. Det tænkte de.
De stod nu foran den store port til deres riges rige kongeslot. (Det er som om vi har været her før, nå, det er nok bare mig.)
Porten var ellers noget af en skør port. Den havde 117 håndtag og 117 skæve nøglehuller som sad over håndtagene. (Nå, pyt med det. Det er jo egentlig lige meget, men nu hvor vi alligevel stod her, syntes jeg altså lige I skulle vide det.)
Folket bankede på porten, og den blev åbnet af en af kongens skøre tjenere der hed noget så fjollet som Ralladadumsida. Det var kongen der havde døbt ham dette. Hvorfor? Aner det ikke.
Tjeneren spurgte hvad alle de mennesker dog skulle ind til kongen for, men folket trampede blot hen over Ralladadumsida og gik med raske skridt mod kongen himself.
Der ventede dem dog noget af et syn da de endelig stod ansigt til ansigt med deres rablende gale konge, men først lige lidt forhistorie, kære læser.

Kongen vidste nemlig udmærket godt at han fik besøg. For godt nok var han skør, men dum var han altså ikke. Under hele forløbet havde han haft følere ude blandt folket og havde, via disse, hørt alt om oprøret. Da han fik de første meldinger, blev han noget så forbløffet.
- Hvad havde de dog gang i?
Han var ikke ond og brutal, men rar og godmodig. De sultede ikke, og han forlangte ikke særlig meget af dem. Alligevel var de sure på ham.
- ”Vice versa,” havde kongen udråbt.
- ”Man er ikke nem at stille tilfreds nu til dags.”
Han gik nu rundt på de snoede kongelige gange og udtænkte en plan. Når tiden kom -for det gjorde den jo, skulle de ha’ sig noget af en overraskelse når de troppede op på slottet for at bortføre ham. Han kløede sig i sit hvide, strittende hår og rullede med sine tickende øjne.
- ”Tamse, damse, dussa, dig,” lød det.
- ”Hvad i Frelsasien skal jeg dog finde på?”
Men kongen fandt på noget, men først lidt mere forhistorie. (Det må I altså undskylde, men jeg er altså nødt til det).

Kongen havde længe været rimelig lun på prinsesse Abelone i naboriget Tolerantasien. De havde tit festet sammen, og han havde en god stjerne hos hendes far Kong King.
Nu var det så sådan at Hubertus egentlig snart gerne ville have sig en lille kone. Og nu var hun jo rimelig lækker, hende her Abelone. Så hvorfor ikke fri til hende, gøre hende til dronning og holde en ordentlig bryllupsfest på hans dejlige slot!
Alle i de to riger skulle indbydes, og festen skulle holdes den dag det ellers var meningen at kongen skulle slagtes. En skør ide, men genial, tænkte Hubertus der straks begyndte forberedelserne. Der var jo lige nogle ting der skulle på plads først. Blandt andet et ja fra bruden.
Nå, det gik nu meget godt. Alle var med på ideen. Abelone, Kong King og alle menneskerne i Tolerantasien glædede sig som små børn – de var for resten heller ikke særligt store. Men den som glædede sig allermest, var den rablende gale konge. Tænk engang! Det sure folk skulle få sig deres livs forskrækkelse når de, uden de selv vidste det, kom med til århundredes største fest.
Kongen kunne slet ikke vente. (Og nu skal han altså ikke vente mer’.)

- ”Surprise,” lød det da folket trådte ind til kongen.
(Nej, sådan lød det nok ikke, men I ved hvad jeg mener. Måske lød der bare et stort ”Velkommen”.)
Nå, I skulle i hvert fald have set dem i hovedet da de så den kæmpe sal med alle menneskerne fra Tolerantasien, glitter og fyrværkeri. Hold op, de så sjove ud.
Musikken bragede løs. Alt var så smukt og prangende. Stemningen var så rar og god. Og kongen og dronningen sad som de lykkeligste mennesker oppe på bordet og smilede om kap med hver deres blinkende krone.
Jo, det var noget af et syn. Folket stod som forstenede da de hver især venligt blev ført hen til deres plads af tusinder af hjælpsomme skønne damer med drinks og pindemadder parat.
De kunne ikke gøre noget. De var helt frosne. Sikke en fest. Sikke en konge – og dronning. Sikke noget rod. Nu skulle de lige til at bortføre deres latterlige konge og lave oprør, men i stedet blev de inviteret til stor bryllupsfest og blev forkælet i hoved og numse.
Da alle var på plads, gjorde kongen tegn til at der skulle være stille. Og der blev stille. Han rejste sig da op og råbte:
- ”Tænk engang! En tænketank tænker tanker. I tænker tanker om andre, men tænk kun hvad I tænker. I tænkte at andre tænkte, og det skal I ikke tænke. Tænk engang! Tænk, tank, tonk. Gæng, gang, gong. Gå til makronerne og konerne. Der er fest i alle zonerne. Skål!”
Kongen satte sig stolt ned på kongestolen og gnækkede lidt.
- ”Sgu’ dubi Svend, der fik de den!”
Larmen bredte sig igen, og festen fortsatte.
Folket sad stadig i choktilstand og kiggede rundt på den skøre forsamling.
- ”Hvad fa’ en brølede kongen op om?”
De forstod ikke et kuk af det hele –og så alligevel. Måske var det i virkeligheden den skøre konge der havde fat i den lange ende!
De tøede mere og mere op. Og efter 7 dage med fest og farver, sang og musik, mad og drikkelse, taler og glade mennesker havde de overgivet sig.
De havde glemt alt om oprør og bortførelse. De tænkte nu, ikke på hvad andre tænkte, men på hvor godt de egentlig havde det – også selvom deres konge var rablende gal. Han var jo ikke en dårlig konge!

Tænk engang, kære læser! Folket fandt nu ud af at det nok ikke var sådan en skør ide at være lidt småskør.
De blev selv lidt småskøre og omdøbte deres skønne rige rige til… Det skønne rige rige.