16:16:16

Jeg gik. Gik og gik, men kom ingen vegne. Ingen vegne kom jeg. Gade op, gade ned. Alligevel kom jeg ingen steder. Ingen steder kom jeg. Det var som om, jeg kunne gå sådan, til jeg engang dødede! Jeg stoppede op. Alting blev stille. Alting gik. Gik i stå. Farverne. Lugtene. Lydene. Jeg så ned på mit ur. Det gik. Tiden stod stille, men mit ur gik. 16:14:49. Så op igen. Verden ligesom holdt vejret. 16:15:00. Jeg så en kvinde med sit barn. Deres talebobler hang som frosne skyer i luften. 16:15:24. Tik. Jeg blinkede med øjnene. Tic. 16:15:48. Blinkede. Tænkte. Talte. Talte tiden. Timerne, minutterne og sekunderne. Der gik et øjeblik. 16:16:16. Et øjeblik. Et ønske. Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem igen. Og gik. Gik. Videre.

Biografturen

Da jeg gik ud af biografen, følte jeg, at jeg var med i en film. Jeg gik ligesom en skuespiller. Jeg tænkte ligesom sådan én. Jeg mærkede kulisserne og det farverige lys omfavne mig. Replikkerne fløj ud af munden på mig og bedst af alt, jeg reddede den smukke kvinde, og hun kyssede mig. Jeg var en stjerne, og snart ville alle være vilde med mig. Ja, Hollywood og Oscar ville snart tage sig kærligt af mig. De ville invitere mig til store receptioner og hotte fester. De ville sætte mig på plakaten. Op på stjernehimlen. Ind i hele verdens biografer og hjerter.

Jo, da jeg gik ud af biografen, følte jeg, at jeg var med i en film. Og sikke en film. En seks-stjernet film. Seks stjerner.  Og mig som den største af dem alle. Play it again, Sam!

Én stemme

Tænk engang, hvis man kun havde én stemme tilbage! Hvad sku man sige? Til hvem? Hvornår sku man sige det? Én stemme. Én røst. Én stemning. Ét stemningsøjeblik. Ét stemmeleje. Én stemme.

   Der er blevet sagt så meget. Men hvad skulle siges, hvis der virkelig skulle siges noget? Skulle siges DET. Det sidste. Der er blevet sagt så meget. Unødvendigt. Der er blevet sagt så meget unødvendigt. Dobbelt. Der er blevet sagt så meget unødvendigt og dobbelt. Der er blevet talt med STORE ord. STORE bogstaver som man siger. Store bogstaver…

   Stemmen er hævet. Stemmen har skældt ud. Der er ligefrem blevet råbt. Ja, sågar skreget. Der er osse blevet hvisket, så stemmen næsten ikke kunne høres. Ja, der er ligefrem blevet sparret på stemmen. Der er ikke blevet sagt et kvæk. Ikke én lyd. Ikke ét ord. Ikke én stemning.

   Andre gange er stemmen blevet helt slidt. Helt hæs er den blevet. Der er tillige sagt en masse vrøvl. Ja, vrøvlet og pjaltet har stemmen. Uden tøven.

   Og så har stemmen, som oftest, sagt en masse rare ting. Måske ligefrem været kærlig. Sagt søde ting til ens kære. Hvilken stemning!

   Jeg tror faktisk, at ens sidste stemme ville være sød og kærlig. Det vil jeg i hvert fald gerne sætte min stemme på!

Rejsefeber

Hvem står op klokken 5:00 i sin sommerferie? Hvem ligger søvnløs hele natten? Hvem vågner op med at mægtigt sæt, når man endelig er faldet bare lidt til ro, og tjekker om nu klokken går, som klokken nu skal? Om der nu er helt styr på tiden? Om alle fire alarmer nu er sat til, som de skal? Om det hele er i orden? Det er hele er klar?
Det gør én, der skal på alle tiders ferie sydpå. Jep, ned til sydens sol. Ned til en masse oplevelser, opdagelser, indtryk, aftryk, eftertryk, dufte, lyde, syn, smage, følelser, samtaler, møder, sammenkomster og sammenhænge. Tre uger med lækker mad, vin, vand og strand. Ja, lækker ferie under andre himmelstrøg. Varme himmelstrøg.


Hvor har jeg dog glædet mig. Det bliver skønt; og varmt. En lille krølle og afstikker fra rejsehistorien er nemlig det danske vejr. Det danske vejr er såkaldt: ustadigt. Ustadigt!? Ja, det skal jeg love for. Ustadigt ustadigt. Ustandseligt ustadigt er det sgu´. Hvorfor kan de ikke bare sige, at det er: Lortevejr! Lortevejr mandag. Lortevejr tirsdag. Ja, lortevejr resten af ugen. Resten af sommeren. Resten af året. Altid. Øv, Danmark ligger altså lige et par breddegrader i den gale retning. I den ustadige, gale retning, om man vil. Ikke fordi jeg på nogen måder er en træt, bitter dansker. Jeg elsker Danmark, men vores syn på vejret nager altså lidt i det gødende danske hjerte. Vi kan - mig slev inklusiv - fx finde på at sige:
- Jamen åh, det er da så vidunderligt med de skiftende årstider.
Den store oplevelse har de ikke sydpå, snøfter vi.
Nej, der har de bare dejligt lunt vejr det meste af året. Og rigtigt varmt solskin. Hele sommeren. Her skinner solen. Hele tiden.
- Jamen åh! Men så hygger vi os sådan I Danmark. Og når de første solskinsstråler rammer os glemmer man helt alt det lidt ustadige vejr, brøler vi.
- No! Det gør man ikke. Vi er bare en lille smule glade for, at det faktisk kan lade sig gøre, for den ildvarme sol, at ramme lille ustadige Dannevang.
Og så skal du ellers se. Så ryger vi ud på café. Udenfor skal vi. Ud at sidde og nyde den sydlandske stemning. Jo tak, men med hundetæpper og gaslamper som ”hyggelige” og trofaste venner. Men vi hygger, gør vi. Vi er verdensmestre til det. Også selvom temperaturen kun lige vil snige sig op på 10 grader, så hygger vi. Hygger meget mere end i syden. Ja, hele verden, om man vil. De kan faktisk slet ikke finde ud af det dernede. De kan slet ikke hygge. Som os. Det er kun os der er så hyggelige. Så hyggelige, at vi ligefrem har et hyggeligt ord for Danmarks- fænomenet: Hyggeligt!
Nej, de hygger ikke sydpå. Selvom de sidder på solrige, varme caféer fra marts til november. Selvom de nærmest hele året er gennemvarme og pakker sig ind fra kvist til kælder. Selvom de såkaldte årstider ikke skifter så flot ustadigt hele tiden: fra regn til nogen regn, fra nogen regn til enkelte byger.


Nej, det er vel osse så meget sagt. Overdrivelse fremmer som sagt forståelsen. Og det er heller ikke pænt sådan at være efter os alle sammen. Vi kan jo ikke gøre for, at Danmark ligger lige her, hvor Danmark nu engang ligger. Men at påstå at de ikke hygger lige så meget sydpå er en stor misforståelse.


Ja, ja, ja, nok om den lidt mavesure, sarkastiske skribent. Tilbage til rejsen. Denne dag hvor alt er pakket og parat. Ja, jeg må hellere lige tjekke, om nu passet er hvor passet skal være. Jo, minsandten! Det var godt. Så ud til lufthavnen og tjekke ind. Tjekke ind til rejsen. Rejsemålet. Rejselivet.
Op i den store flotte maskine. Den store flotte flyvemaskine. Jeg drages. Drages af flyveren: de små hjul, de lange vinger og den store krop. Det lille hop fra jorden, men alligevel så stort. Vi letter. Vi flyver. Over alle marker. Alle byer. Alle øer. Alle lande. Fantastisk. Flyvning i verdensklasse. Verdens største opfindelse. Menneskets største ønske af alle. At flyve. At se verden sådan. I fugleperspektiv. Op og ned. Blaf, blaf. Dette er livet. Dette er vidunderligt.
Og flyveren lander. Den lille nervøse klump i halsen hver gang. Men også begejstring og store klapsalver. Vild beundring. Dette store fly, men også dette lille bump. Tiden flyver og nu står man af under varme himmelstrøg og bare ét lille skridt, ja, så starter nye rejseeventyr. Det tog ingen tid, men man lives unægtelig op. Varmes op, om man vil. Får feber. Rejsefeber.

Se engang

Ti millioner danske øjne ser på verden og tænker sit. Tænker sig godt om og vælger hvad der så skal ske, og hvor de så skal kigge hen. Indtryk efter indtryk. Tanke efter tanke. Retning efter retning. Lys, mørke, bevægelser, stilhed, syner, synsvinkler, synsbedrag, sanser, oplevelser og erfaringer.

Øjet ser. Ser alt. Mærker alt. Er nysgerrig. Intet skal misses. Men vi misser. Alt skal forstås, men vi misforstår. Vi vil gerne se alt, men vi bliver misfornøjede. Tristhed. Sorg. Dog glædes vi også. Glædes i den grad. Vi glædes over synsindtrykkene. Over sammenhængen. Over det store synsbombedement. Over det hele. På hele nethinden.

Ingen andre er med på samme måde som én selv. Vore to øjne giver os så meget, som ikke kan forklares, men skal ses. Med ens øjne. Det er så utroligt, at de skal ses. Men ingen anden er med i ens synsretning. Ingen er helt med. På ens eget net. Vi ser verden og tænker vores.

Hele verden tænker hver sit. To øjne. Ti millioner øjne. Tolv milliarder. Sikke en verden! Sikke et syn! Alle de indtryk. Tolv milliarder forskellige indtryk. Tænk engang! Se engang! Kigger på verden og fyldes af verden. Sikke et syn!

Kigger i et spejl. Kigger på mig selv. På mine egne øjne. Og ser synet. Ser det, jeg ser. Ser det, jeg ser med. Og tænker over hvad disse to glaskugler gør ved mig. For mig. Med mig.

Blinker et par gange og ser mig omkring. Med mine øjne. Mine to øjne. Ser mig omkring. Ser. Blink. Tænker. Blink. Se engang! Blink. Tænk engang!

Uens græsstrå

Ikke ét eneste græsstrå er ens. Ikke et. Eneste! Tænk engang! 1000 mange, mange billioner, trillioner, trilliarter græsstrå. I hele verden. De ligner godt nok hinanden, men er altså ik´ ens. Måske langt fra, men tæt på er de langt fra. Ens. De er små individer med hver deres små særheder. Et er knaldgrønt. Et andet er lille og buttede. Et tredje er sentimental og har let til tårer. Et fjerde er bøsse. Ja, sådan ku´ man blive ved. Og græsstråene bliver ved. Bliver ved med at gro. Uens. Lige som os mennesker lever hver især på deres forskellige måder. Ligesom alle i hele verden lever på hver deres forskellige måder. Alt i verden er forskelligt og er uens. Alt! Selv tvillinger er uens. Selv græsstråtvillinger er uens. Fedt! Tænk engang, hvis vi alle var ens! Tænk engang, hvis alle græsstrå var ens! Tænk engang, hvis alle alverdens græsplæner var ens! Tænk engang! Nå, lige præcis det ville nok ikke betyde så meget. - Og så alligevel!

Biografturen