onsdag den 7. august 2013

Mick - Bokseren

Mick går i 4. klasse. Han er stærk, modig og ligner sådan lidt en bokser. Det kalder man ham da også. Bokseren. Kronraget, ørering og det hele. Han elsker at drille de andre. Griner og laver fis. Han kan også godt lide at drille lærerne. Det synes, han er sjovt. De bliver skide sure og råber og skriger. Det er han nu egentlig ligeglad med. De kan skabe sig lige så tosset, de vil. Han er ikke bange for dem. De kan sende ham på kontoret, så tit de vil. Der kan blive skrevet hjem, ringet og holdt møder om ham. Det rager ham. Skolen rager ham. Han er ikke bange for noget eller nogen. Jo, en af de store drenge i 9. klasse. Ham Nicklas. Av for den. Ham er han sgu bange for. Han er nu også for sindssyg, synes Mick. De andre store drenge er ingen sag for ham. De er en flok kyllinger, der bare skal provokeres. Jo, han er en hård og sej lille gut ham Mick. Han kører med klatten. Der bliver set op til ham og mange er bange for Micky-boy. Bokseren.

En ting kan dog hyle ham helt ud af den. Piger. Især Thea. For søren da. Når hun står der. Med langt hår, smilende og alting. Jamen altså, han kan slet ikke tage det. Han bliver noget så rød i hovedet, blød og usikker. Han ved slet ikke, hvad han skal gøre. Hvad gør man? Ja, Mick går simpelthen hen og pander Thea en. Lige på hendes fine lille kind. Bom! Sikke en kærlighedserklæring Mick. Det bliver Thea da bare for glad for. Han ved ikke, hvad der sker. Det kilder i hele kroppen. Det prikker for øjnene. Hun er så sød. Så fin og lækker. Men én på siden af hovedet skulle hun altså have. Bom! Tak for kaffe!

Nu hyler Thea og de andre piger trøster og kigger fornærmet på Mick. Han står bare der. Kigger forundret på dem og smiler dette skæve smil. Han kan ikke holde hoved eller hale i alle tankerne. Hvad sker der med ham? Hvad sker der med bokseren? Han kigger på de andre drenge. De ved heller ikke, hvad de skal gøre. Hvad gør man? Hvad gør Mick?

Han gi'r August en lammer, vælter en stol og råber fucking tøser, mens han går ud i skolegården og ordner nogle drenge fra 3. klasse. Men tankerne og følelserne nager altså en del. De tøser der, tænker Mick. De driver en til vanvid, funderer han. De gør en mærkelig og ligesom sådan blød i det. Sådan fuldstændig latterlig i det. Hans hjerne slår gnister. Det her sker bare ikke for mig - bokseren, hvæser han for sig selv. De er jo så åndssvage de piger. Især Thea. Hun er fan'me så skide dum, høj og åndssvag. Så skide tudefjæs-agtig og underlig. Så skide... skøn, sød og smuk!

Mick slår Thea et par gange mere i 4. klasse. Men så bliver det sommerferie, og de kommer i 5. Mick får øje på hende nede i skolegården med det samme. Hun står sammen med nogle piger fra klassen. Han har tænkt på hende hele sommeren. Og nu står hun der. Med sommerkjole, bryster, langt hår og alting. Han går hen til hende. Hun kigger på ham. Han vil egentlig sige noget. Noget sødt. Men han kan ikke. Ordene vil overhovedet ikke komme ud af munden. Hun er fan'me også så høj og så moden, tænker han. Han selv er ikke vokset en skid det seneste år. Hverken det ene eller andet sted.

Thea kigger forundret på ham. Regner med et slag eller sådan. Han træder nærmere. Han smiler dette skæve smil. Han løfter armene og... giver hende et kæmpe kys. Lige midt på munden. Bom! Smask! Thea bliver helt paf og står bare der. Det gør Mick også.

For satan det er mærkeligt, tænker han. Han bobler indeni. Hvad sker der? Hvad gør man? Han trækker sig stille væk. Kigger underligt på hende. Smiler sit fjollede, skæve smil. Hun står stadig helt paf. Hun begynder dog også at smile lidt. Hvad var det, der skete der? Kyssede bokseren mig lige? Thea tænker også så det knager. Hvad gør man nu? De andre piger ved heller ikke, hvad man lige gør nu. Skal de grine eller græde? Trøste eller juble? Gi' en krammer eller drille?

Mick vender sig om, giver Frederik et kæmpe skub, vælter en blomsterkasse og råber: Fucking tøser!

Thea og Mick kommer sammen i to uger. Derefter begynder han at bokse med Michelle.