fredag den 21. december 2012

Primus Motor


Primus Motor var ikke en helt almindelig mand. Faktisk vil jeg gå så langt til at sige, at han var en ualmindelig, ualmindelig mand. Han var for det første over to meter høj, var superstærk og havde ikke mindre end 365 ens røde biler - store biler, vil I nok ku forstå. Og ikke nok med det. Det var ham selv, der var drivkraften. Han satte simpelthen selv bilerne i stand og i gang, holdt den kørende og kørte af sted derudad. Helt uden benzin og al den slags. Bare derudad med sin egen drivkraft og havregrød i musklerne. Ja, han kørte selvfølgelig ikke alle bilerne samtidig - selvom han dog havde en stor drøm om at gøre dette - nej, han kørte en ny bil hver af årets dage. Det passede lige. Og hver dag den samme tur ned på hovedgaden, ned af Dødningebakken, hen til stranden og hjem igen til en god portion havregrød.

I kan nok tro folk kiggede efter ham nede i den lille by. Misundelige blikke, forfærdede blikke, arrige blikke, irreterende blikke. Alle kiggede faktisk - på hver deres måde. Og ikke nok med blikke. Alle tænkte også deres. Hvad havde den store mand dog gang i? Hvad bildte han sig ind? Komme her... Og så i sådan en bil... Den var rød og alt for ualmindelig. Og på hovedgaden... Og hver dag... Og jeg ved ikke hvad... Og jeg skal komme efter dig. Alle mulige tanker. Og ikke nok med det. Folk sagde efterhånden også deres: "Den store idiot", "Hvad Søren, bilder han sig ind. Gå og lave uro og uorden i vores fine by", "Komme her og forpeste os alle sammen". "Ka du så se at trille hjem din ondsbolle". Det sagde de faktisk. Ondsbolle, hvad det så end betyder.

Og ikke nok med det. Folkene i byen gjorde også deres. Og flere og flere røg med på bølgen. Lod sig friste af hysteriet. De lagde tegnestifter ud på gaderne, de kylede maling efter bilerne, de samlede sig i såkaldte demonstrationer og skrev slogans og den slags. "Ned med alle hans grimme biler", stod der på et af dem. På et andet ku man læse: "Dumme Primus". De tog også deres egne biler og kørte dem med vilje ind i Primus Motors biler. Sådan rigtig radiobil-agtigt, hvis I forstår, hvad jeg mener. Bang, bang, sagde det. De gassede op, røgen stod ud af deres øser og hjulene hvinede. Selv de gamle damer gav den gas. Sikke han sku ha den dumme Primus. Sådan en klamhugger, hvad det end så var.

Hele byen sydede og boblede og stank af dæk, sved og benzin. Folk hostede og hakkede i al den røg. Men Primus skulle ha. Det var sikkert.

Primus Motor forstod ikke et hak af det hele. Her kørte han fredeligt i sine biler. Han kørte dem selv, havde ingen osende benzinmotor. Her var det ham, der var motoren - primus motoren. Han mente ikke, at han gjorde nogen fortræd. Han var nærmest helt lydløs. Han var ildsjælen, drivkraften og igangsætteren. Men ondsbolle, bølle, dum og klamhugger, synes han nu ikke, at han var.
Hvorfor gjorde de alt dette imod ham? Hvorfor kiggede de sådan? Hvorfor tænkte de på den måde? Gjorde sådanne ting?

Han passede bare sine biler. Han vidste godt, at han ikke var helt almindelig. De fleste havde en til to biler. De fleste spiste andet end havregrød og de fleste var ikke to meter høje. Men var han egentlig så ualmindelig, når det kom til stykket. Og hvem var det lige, der lavede al den uro og uorden i gaderne? Og hvem var det lige der nu forpestede os alle sammen.

Han havde vel sin gode ret til at køre rundt i sine biler. Det var vel ikke forbudt? Han var vel ikke til gene for nogen - bortset lige fra nu, hvor alle byens andre beboere lå og kørte ind i ham?

Sådan stod det på længe. Han spiste sin havregrød, kørte sine ture i sine 333 biler, fik smadret sine 333 biler, fik trillet dem hjem, hvor de så blev fikset sine 333 biler igen, for derefter at blive ødelagt på ny. Man kan godt forstå Primus var godt og grundigt fortvivlet.

Men så var det han kom i tanker om sine evner. Han var jo Primus Motor. Han kunne igangsætte. Han var ildsjælen og drivkraften. Hvis nogen kunne vende den dårlige stemning, var det da ham. Hvem ellers? De andre folk i byen havde kun en eller to biler. De havde kun dumme tanker og gjorde slemme ting. De virkede i hvert fald ikke som om, at de ku udrette noget. Ikke lige nu, i hvert fald. De ku måske læres op, men lige nu, mens krisen, var på det højeste, kunne de ikke andet end at sende dårlige blikke, tænke og gøre deres. Nu ville han tag sig en god nats søvn og drømme og føre sine drømme ud i virkeligheden.

Næste morgen var Primus ved godt mod. Han tog arbejdstøjet på, spiste sin havregrød og satte sig ud i den første bil af en lang række biler. Faktisk alle 365 biler. Han ville nu realisere sin gamle drøm om at køre alle bilerne samtidig. Oven i købet ville han lave en stor happening ud af det og måske gøre byens beboere glade igen. Han havde natten igennem udtænkt planerne, og nu var han klar. Det skulle blive en god dag, tænkte han.

Da han kørte rundt i svinget stod de første folk klar. De stod parate bag deres stakitter og gemmesteder. De gjorde som de plejede. Sendte blikke, tænkte deres og råbte det op, men så nåede de ikke mere. For da de så det store tog af biler rulle ind i gaderne, havde de nær tabt øjne og mund. Ja, og bøtten med maling velsagtens. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle tro, men det vidste Primus. Uden at blinke med øjnene satte han de mobbende medborgere ned i alle bilerne. En efter en. Et styks målløs beboer ned i et styks stor, rød bil. Han kørte forrest og trak, og efter ham var der en lang perlesnor af store, røde biler med mere og mere medgørlige folk i.

Her kørte hele byen snart af sted i alle Primus' biler. 365 styks med mere og mere smilende mænd og kvinder fra byen i hver deres fine røde bil på en lang række. Selv børnene i byen blev taget væk fra deres skjul bag rækværket og ned i det varme, bløde sæde. Hold da ferie et syn. Jamen, I sku ha set det. Da optoget nåede stranden ville jublen ingen ende tage. Selv tante Ofelia, som havde gået forrest i kampen mod Primus, kunne efterhånden ikke lade være med at føle velbehag i det lune, bløde sæde og glæde ved at sidde i sådan en stor, dejlig, rød bil. Det skal dog lige siges, at vejret nu også var med den gode Primus.

Men da han stoppede sin egen bil, for at koble alle de andre biler af, tænkte han, at det nu havde været en dejlig dag. Hans drøm var gået i opfyldelse. Han havde kørt alle 365 biler samtidig. Han havde hele tiden troet på, at det ville lykkedes. Han tænkte også, at han havde været en god igangsætter og drivkraft. Her kørte han rundt med alle byens beboere på slæb kun med hans havregrynsmuskler. Snart skulle de selv lære at køre på den måde, men nu havde det været ham, der var gavmild. De havde behandlet ham dårligt, men han bar ikke nag. For at bære nag var en dårlig ting. Det måtte folkene da også kunne forstå.

Han blev nu så optaget af sine tanker, at han følte sig kaldet til at holde en lille tale. Det var nu ellers ikke noget, han særligt ofte gjorde, men lige nu havde han lyst til det.

Kære folk!

Jeg hedder Primus Motor. Jeg er stor, men ikke nogen stor taler. Jeg vil dog gerne lige sige et par ord inden, jeg tøffer hjemad. I dag har jeg været den store primus motor. Jeg har været iværksætter på dette lille projekt. Været gavmild og ikke båret nag. At bære nag er en grim ting. Misundelse er en lige så grim ting.
Man skal ikke lade sig løbe med af mængden. Man skal være sin egen. Gerne sammen med andre, men man skal ikke lade sig friste af hysteriet. Selv vende dårlige stemninger til gode. Tænk selv, gør selv, vær dig selv. Man skal simpelthen være primus motor for sin egen bil, sit eget liv.

Og lige en sidste ting...

Primus Motor holdt, det man kalder en kunstpause. En lille pause hvor tilhørende og han selv føler hinanden an og tankerne galoperer. Folkene sad med flove, halvstramme smil og kiggede ned i rattet. Primus selv så ned over alle sine mange flotte, store, røde biler, som nu var givet ud til beboerne i den lille by. Han var nu så stolt af sig selv. Alt det arbejde han havde lagt i de biler gik nu til noget godt. Det så ud til at der igen ville blive fred og ro i den lille by, han gav sit budskab videre og måske ville han en dag få dobbelt løn tilbage.

365 er mange biler til en mand. Man bliver stærk af havregryn. En god nats søvn er primus motor for, at man kan drømme og føre sine drømme ud i livet. Tag nu jeres nye bil og kør den selv hjem. Og tænk eventuelt over hvad I måske kunne gøre for andre en dag.

Den kunne folkene i byen så køre og tænke lidt på. Det var derfor nogle betænksomme medborgere, der selv kørte deres nye flotte røde bil hjem den aften.

søndag den 11. november 2012

Udsigt

Så står man her
Med udsigt og det
hele er så indlysende
Står her ved punktet
Udsigtspunktet
Over vandet
Under himlen
Lige midt i verden
Lige her
med udsigt og åbne arme
Bare fødder og udstrakte øjne
Ser hele verden
Lytter til hver en lyd
Mærker hvert et vindpust
Tygger på hvert et indtryk
Hvert et billede
Hver en tanke
Denne udsigt
Denne indsigt
Denne gennemsigtighed
Verden åbner sig
Lige her fra udsigtsstedet
Lige her fra udgangspunktet
Roen sænker sig
Jeg trækker vejret dybt
Solen går ned
Jeg drages
Synker en ekstra gang
Fløjter
Og begynder at vende
hjemad
Der er udsigt til
god mad og skøn vin
Nye indsigter og udsigter og det
hele er så indlysende




onsdag den 22. august 2012

De danske tal

- Tjener! Jeg vil gerne bede om regningen!

- Jep, det bliver lige fems kroner.

- Fems kroner!? Mener De ikke halvfems?

- Nop, det bliver lige fems kroner: en rejsecocktail til tyve kroner, en god bøf a la beef til fjerds og en isdessert til tyve. Alt i alt fems kroner, herre.

- Jamen, det forstår jeg overhovedet ikke noget som helst af! Hvad i himlens navn snakker du om menneske? Hvilket talsystem bruger du, om jeg må være så fræk at spørge?

- Det danske, herre. Det danske system. Det er meget nemt og simpelt og logisk. Ikke som i andre lande. Næh, her i landet har vi udviklet verdens bedste system. Nu skal du bare høre:

En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, elleve, tolv, tretten, fjorten, halvtredive, seksten, sytten, atten, nitten, halvfyrre, én og halvfyrre, to og halvfyrre osv. op til tredive, så én og tredive, to og tredive osv. op til halvfirs, én og halvfirs… op til halvtreds. Som meget logisk er det halve af hundrede og ikke tres, som du måske troede. Én og halvtreds (…) ni og halvtreds og op til tres. Når man så halvere dette bliver det, som sagt, halvtreds.

- Jamen, det er jo noget forbandet vrøvl! Du sagde jo lige…

- Snikke, snakke. Halvdelen af tres er halvtreds. Nå, vi kører videre:

Vi kører deropad til halvfjerds. Som så er det halve af fjerds. Deres bøf kostede i øvrigt halv…

- Tak,tak!

- Jamen, det er da helt logisk: Det halve af fjerds er da halvfjerds. Videre:

Firs er det næste tier-tal. Vi har før hørt om halvfirs. Nogle bruger faktisk også fyrre om dette tal. Her er det lige lidt ulogisk – det indrømmer jeg. Man siger mest halvfirs, men nogle få forvirrede stakler bruger dette; fyrre.

Nå, så fra firserne op til halvfemserne. Det er, som du nok snart har gættet, det halve af fems. Et dejligt ord dette fems. Og lige hvad din menu kostede.

Ja, så er der jo hundrede, som nu engang bare er hundrede. Man har dog også halvanden hundrede, som så er halvdelen af trehundrede. Ja, det er jo egentlig lige meget lige nu, men er De med?

- Fems kroner tak! Og så skal De ikke høre ét ord mere fra mig! Eller tal om De vil.

- Øh, forstår stadig ikke helt med det der halvt alt muligt og så ikke alligevel. Hvorfor er det pludselig blevet sådan? Hvem har bestemt dette? Jeg mener, det gamle system var nu meget godt. Lettere ulogisk, men dette her er da helt hen i talrækkerne. Skal børnene lære dette nu?

- Hvad tror du selv din klaptorsk! Jeg har bare narret dig! Bare rolig min herre, det er bare et lille forsøg. Eller bare en lille tanke. Men tænk engang, hvis dem der startede, det der med de danske tal havde tænkt sig om en ekstra gang. Måske lige skævet lidt til andre lande eller vores egne gamle checks, som åbenbart skulle skrives helt korrekt og logisk. Det er da noget mærkeligt noget. Ikke nemt for en udenforstående. Synes de vel, herre?

- Næ, jeg ved ikke rigtig.

- Nå, nye kunder. Må jeg være så venlig at bede om hundrede firs kroner, herre?

- Øh, ja, selvfølgelig. Tager De imod Dankort?

- Jep!

- Så bare på beløbet tak.








torsdag den 9. august 2012

16:16:16

Jeg gik. Gik og gik, men kom ingen vegne. Ingen vegne kom jeg. Gade op, gade ned. Alligevel kom jeg ingen steder. Ingen steder kom jeg. Det var som om, jeg kunne gå sådan, til jeg engang dødede! Jeg stoppede op. Alting blev stille. Alting gik. Gik i stå. Farverne. Lugtene. Lydene. Jeg så ned på mit ur. Det gik. Tiden stod stille, men mit ur gik. 16:14:49. Så op igen. Verden ligesom holdt vejret. 16:15:00. Jeg så en kvinde med sit barn. Deres talebobler hang som frosne skyer i luften. 16:15:24. Tik. Jeg blinkede med øjnene. Tic. 16:15:48. Blinkede. Tænkte. Talte. Talte tiden. Timerne, minutterne og sekunderne. Der gik et øjeblik. 16:16:16. Et øjeblik. Et ønske. Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem igen. Og gik. Gik. Videre.




tirsdag den 7. august 2012

Rejselivet drager

Rejselivet drager. Drager mig. Ud at rejse. Ud at leve. Rejse. Leve. Ja, at rejse er at leve. At leve er at rejse. Man kører, flyver, går, cykler, sejler af sted. Af sted på rejse. Til rejsen. Til målet. Til rejsemålet. Man rejser sig op. Man rejser ud. Ud i verden. Ud i livet. Af sted. Af sted til livet. Til nye oplevelser. Nye synsvinkler. Nye indtryk. Aftryk. Eftertryk. Alt er levende. Man lever. Man rejser. Man drages.

Af sted. Én gang er ikke nok. Man bliver afhængig. Afhængig af rejsen. Af livet. Hvor skal vi hen? Ud at rejse. Ud at se. Seværdigheder. Ja, se, høre, lugte, smage og føle andre steder. Andet liv. Møde andre mennesker og kulturer. Møde andre skikke og anden natur. Møde andre sprog og anden arkitektur.

- Passport, please!

- Off course!

Hellere end gerne. Lad mig stemple ind. Ind til nye steder. Nye lugte. Nye syn. Nye smage. Nye syn. Nye toner. Nye minder. Nye møder.

Jeg drages af rejsen. Af livet. Det hele. Vil ud. Ud på rejsen.

- Next stop: Livet.

- Next stop: Noget nyt.

Alt er spændende. Alt har historie. Alt har liv. Jeg vil rejse. Jeg vil leve. Lever nu. Lever nu på min rejse. Kører af sted. Over stepper og bjerge. Over sletter og broer. Til næste destination. Til næste stop. Næste by. Næste land. Næste rejse. Næste liv. Næste rejseliv. Rejsemål. Liv. Mål. At rejse er at leve. At leve er at rejse.



mandag den 21. maj 2012

Cand. Stud.

Jeg er studerende,

cand. åbenbart ikke en skid.

For jo mere jeg studerer,

jo, mere er der, jeg ikke ved.



Jeg er studerende.

Side op og så side ned.

Men jo mere jeg læser,

jo, mere er der, jeg ikke ved.





Jeg er studerende.

En stakkels lille mand.

For jo mere jeg studerer,

jo, mere er der, jeg ikke kan.



Jeg er studerende.

Går gennem ild og vand.

Men hvad er det, jeg læser?

Hvad er det egentlig, jeg cand.?






fredag den 18. maj 2012

I kejserens nye klæ'r

Jord i hovedet.

Jod i såret.

Ingenting var,

som man troede.



Som et påskud

uden kode.

Hvor var det,

jeg kom fra?



Oven vande.

Under byen.

Alting blomstrer

op.



I vilden sky

ud i horisonten.

Fra floden

til bjergets top.



Går man på fødder.

Fod for fod.

Hvor er

dit nære værd?



Var det det hele

du lis´som forstod?

I kejserens

nye klæ´r.










Ud i verden

Så du noget,

du ikke ku forstå?

Sagde de ting,

som fik dig til at gå?



Ud i verden

med bare fødder

og to åbne arme.



Den ene for nysgerrighed.

Den anden for

at bruge hele livet på

at forstå, det de sagde.



Ord for ord.

Grimasse for grimasse.

Farve for farve.

Bevægelse for bevægelse.



Bagfra og forfra.

Oppe og nede.



De bare fødder fik

friske, farverige, forstående

sko.



De vendte hjem

med hele verden.