16:16:16

Jeg gik. Gik og gik, men kom ingen vegne. Ingen vegne kom jeg. Gade op, gade ned. Alligevel kom jeg ingen steder. Ingen steder kom jeg. Det var som om, jeg kunne gå sådan, til jeg engang dødede! Jeg stoppede op. Alting blev stille. Alting gik. Gik i stå. Farverne. Lugtene. Lydene. Jeg så ned på mit ur. Det gik. Tiden stod stille, men mit ur gik. 16:14:49. Så op igen. Verden ligesom holdt vejret. 16:15:00. Jeg så en kvinde med sit barn. Deres talebobler hang som frosne skyer i luften. 16:15:24. Tik. Jeg blinkede med øjnene. Tic. 16:15:48. Blinkede. Tænkte. Talte. Talte tiden. Timerne, minutterne og sekunderne. Der gik et øjeblik. 16:16:16. Et øjeblik. Et ønske. Jeg lukkede øjnene. Åbnede dem igen. Og gik. Gik. Videre.

Rejselivet drager

Rejselivet drager. Drager mig. Ud at rejse. Ud at leve. Rejse. Leve. Ja, at rejse er at leve. At leve er at rejse. Man kører, flyver, går, cykler, sejler af sted. Af sted på rejse. Til rejsen. Til målet. Til rejsemålet. Man rejser sig op. Man rejser ud. Ud i verden. Ud i livet. Af sted. Af sted til livet. Til nye oplevelser. Nye synsvinkler. Nye indtryk. Aftryk. Eftertryk. Alt er levende. Man lever. Man rejser. Man drages.

Af sted. Én gang er ikke nok. Man bliver afhængig. Afhængig af rejsen. Af livet. Hvor skal vi hen? Ud at rejse. Ud at se. Seværdigheder. Ja, se, høre, lugte, smage og føle andre steder. Andet liv. Møde andre mennesker og kulturer. Møde andre skikke og anden natur. Møde andre sprog og anden arkitektur.

- Passport, please!

- Off course!

Hellere end gerne. Lad mig stemple ind. Ind til nye steder. Nye lugte. Nye syn. Nye smage. Nye syn. Nye toner. Nye minder. Nye møder.

Jeg drages af rejsen. Af livet. Det hele. Vil ud. Ud på rejsen.

- Next stop: Livet.

- Next stop: Noget nyt.

Alt er spændende. Alt har historie. Alt har liv. Jeg vil rejse. Jeg vil leve. Lever nu. Lever nu på min rejse. Kører af sted. Over stepper og bjerge. Over sletter og broer. Til næste destination. Til næste stop. Næste by. Næste land. Næste rejse. Næste liv. Næste rejseliv. Rejsemål. Liv. Mål. At rejse er at leve. At leve er at rejse.

Cand. Stud.

Jeg er studerende,

cand. åbenbart ikke en skid.

For jo mere jeg studerer,

jo, mere er der, jeg ikke ved.



Jeg er studerende.

Side op og så side ned.

Men jo mere jeg læser,

jo, mere er der, jeg ikke ved.





Jeg er studerende.

En stakkels lille mand.

For jo mere jeg studerer,

jo, mere er der, jeg ikke kan.



Jeg er studerende.

Går gennem ild og vand.

Men hvad er det, jeg læser?

Hvad er det egentlig, jeg cand.?

I kejserens nye klæ'r

Jord i hovedet.

Jod i såret.

Ingenting var,

som man troede.



Som et påskud

uden kode.

Hvor var det,

jeg kom fra?



Oven vande.

Under byen.

Alting blomstrer

op.



I vilden sky

ud i horisonten.

Fra floden

til bjergets top.



Går man på fødder.

Fod for fod.

Hvor er

dit nære værd?



Var det det hele

du lis´som forstod?

I kejserens

nye klæ´r.

Ud i verden

Så du noget,

du ikke ku forstå?

Sagde de ting,

som fik dig til at gå?



Ud i verden

med bare fødder

og to åbne arme.



Den ene for nysgerrighed.

Den anden for

at bruge hele livet på

at forstå, det de sagde.



Ord for ord.

Grimasse for grimasse.

Farve for farve.

Bevægelse for bevægelse.



Bagfra og forfra.

Oppe og nede.



De bare fødder fik

friske, farverige, forstående

sko.



De vendte hjem

med hele verden.

Bålet drager

Bålet drager. De rødgule flammer drager. Drager mig. Stirrer og fyldes af velbehag, ro og brandene varme følelser. Masser af velbehag. Masser af ro. Masser af varme. Alting forstummer. Alting og ingenting er i bålet. Hele verden er i bålet. Verdens bedste TV. Nogensinde. Techno color af fineste kvalitet. Verdens bedste farver. Verdens bedste power. Verdens bedste velbehag, ro og varme.

  Jo, ild, varme, følelser og farver. Så varmt, men også så mildt. Jeg får lyst til at fortælle. Får lyst til roligt at fortælle. Ind i bålet. Ud fra bålet. Hygge. Uhygge. Ahh… Uhh… Får lyst til at spille og synge. Fællessange. Lejrbålakkorder. Nynne og synge ind i bålet. Rundt om bålet. Fællesskab. O, du bål! Det vigtigste i verden. Ilden. Varmen. Energien. Guden. Livet. Du brænder dig ind i historien. Uden ild, ingen liv. Du er liv. Livet. Brusende, berusende og lidenskabelig. Du er døden. Døden. straffende, askende og skrøbelig. Vi lives. Vi brændes. Vi lever og dør med dig.

  Bålet drager. Ilden og varmen. Livet og døden. Drager mig. Drager os alle. Jeg bliver følsom og sentimental. Fyldes af ro, velbehag og varme. Jeg drages.

Primus Motor

Primus Motor var ikke en helt almindelig mand. Faktisk vil jeg gå så langt til at sige, at han var en ualmindelig, ualmindelig mand. Han var for det første over to meter høj, var superstærk og havde ikke mindre end 365 ens røde biler – store biler, vil I nok ku forstå. Og ikke nok med det. Det var ham selv, der var drivkræften. Han satte simpelthen selv bilerne i stand og i gang, holdt den kørende og kørte af sted derudad. Helt uden benzin og al den slags. Bare derudad med sin egen drivkraft og havregrød i musklerne. Ja, han kørte selvfølgelig ikke alle bilerne samtidig – selvom han dog havde en stor drøm om at gøre dettte – Nej, han kørte en ny bil hver af årets dage. Det passede lige. Og hver dag den samme tur ned på hovedgaden, ned af dødningebakken, hen til stranden og hjem igen til en god portion havregrød.

I skal nok tro folk kiggede efter ham nede i den lille by. Misundelige blikke, forfærdede blikke, arrige blikke, irriterende blikke. Alle kiggede faktisk – på hver deres måde. Og ikke nok med blikke. Alle tænkte også sit. Hvad havde den store mand dog gang i? Hvad bildte han sig ind? Komme her… Og så i sådan en bil… Den var rød og alt for ualmindelig. Og på hovedgaden… Og hver dag… Og jeg ved ikke hvad… Og jeg skal komme efter dig. Alle mulige tanker. Og ikke nok med det. Folk havde efterhånden også sit: ”Den store idiot”, ”Hvad Søren, bilder han sig ind. Gå og lave uro og uorden i vores fine by”, ”Komme her og forpeste os alle sammen”. ”Ka du så se at trille hjem din ondsbolle”. Det sagde de faktisk. Ondsbolle, hvad det så end betyder.

Og ikke nok med det. Folkene i byen gjorde også sit. Og flere og flere røg med på bølgen. Lod sig friste af hysteriet.  De lagde tegnestifter ud på gaderne, de kylede maling efter bilerne, de samlede sig i såkaldte demonstrationer og skrev slogans og den slags. ”Ned med alle hans grimme biler”, stod der på et af dem. På et andet ku man læse: ”Dumme Primus”. De tog også deres egne biler og kørte dem med vilje ind i Primus Motors biler. Sådan rigtig radiobil-agtigt, hvis I forstår, hvad jeg mener. Bang, bang, sagde det. De gassede op, røgen stod ud af deres primitive primis motorer og hjulene hvinede. Selv de gamle damer av den gas. Sikke han sku ha den dumme Primus. Sådan en klamhugger, hvad det end så var.

Hele byen sydede og boblede og stank af dæk, sved og benzin. Folk hostede og hakkede i al den røg. Men Primus skulle ha. Det var sikkert.

Primus Motor forstod ikke et hak af det hele. Her kørte han fredeligt i sine biler. Han kørte dem selv, havde ingen osende benzinmotor. Her var det ham, der var motoren – primus motoren. Han mente ikke, at han gjorde nogen fortræd. Han var nærmest helt lydløs. Han var ildsjælen, drivkraften og igangsætteren. Men ondsbolle, bølle, dum og klamhugger, synes han nu ikke, at han var.

Hvorfor gjorde de alt dette imod ham? Hvorfor kiggede de sådan? Hvorfor tænkte de på den måde? Gjorde sådanne ting?

Han passede bare sine biler. Han vidste godt, at han ikke var helt almindelig. De fleste havde en til to biler. De fleste spiste andet end havregrød og de fleste var ikke to meter høje. Men var han egentlig så ualmindelig, når det kom til stykket. Og hvem var det lige, der lavede al den uro og uorden i gaderne? Og hvem var det lige der nu forpestede os alle sammen.

Han havde vel sin gode ret til at køre rundt i sine biler. Det var vel ikke forbudt? Han var vel ikke til gene for nogen – bortset lige fra nu, hvor alle byens andre beboere lå og kørte ind i ham?

Sådan stod det på længe. Han spiste sit havregrød, kørte sine ture i sine 333 biler, fik smadret sine 333 biler, fik trillet dem hjem, hvor de så blev fikset sine 333 biler igen, for derefter at blive ødelagt på ny. Man kan godt forstå Primus var godt og grundigt fortvivlet.

Men så var det han kom i tanker om sine evner. Han var jo Primus Motor. Han kunne igangsætte. Han var ildsjælen og drivkraften. Hvis nogen kunne vende den dårlige stemning, var det da ham. Hvem ellers? De andre folk i byen havde kun en eller to biler. De havde kun dumme tanker og gjorde slemme ting. De virkede i hvert fald ikke som om, at de ku udrette noget. Ikke lige nu, i hvert fald. De ku måske læres op, men lige nu, mens krisen, var på det højeste, kunne de ikke andet end at sende dårlige blikke, tænke og gøre deres. Nu ville han tag sig en god nats søvn og drømme og føre sine drømme ud i virkeligheden.

Næste morgen var Primus ved godt mod. Han tog arbejdstøjet på, spiste sin havregrød og satte sig ud i den første bil af en lang række biler. Faktisk alle 365 biler. Han ville nu realisere sin gamle drøm om at køre alle bilerne samtidig. Oven i købet ville han lave en stor happening ud af det og måske gøre byens beboere glade igen. Han havde natten igennem udtænkt planerne, og nu var han klar. Det skulle blive en god dag, tænkte han.

Da han kørte rundt i svinget stod de første folk klar. De stod parate bag deres stakitter og gemmesteder. De gjorde som de plejede. Sendte blikke, tænkte deres og råbte det op, men så nåede de ikke mere. For da de så det store tog af biler rulle ind i gaderne, havde de nær tabt øjne og mund. Ja, og bøtten med maling velsagtens. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle tro, men det vidste Primus. Uden at blinke med øjnene satte han de mobbende medborgere ned i alle bilerne. En efter en. Et styks målløs beboer ned i et styks stor, rød bil. Han kørte forrest, og efter ham var der en lang perlesnor af store, røde biler med mere og mere medgørlige folk i.

Her kørte hele byen snart af sted i alle Primus´ biler. 365 styks med mere og mere smilende mænd og kvinder fra byen i hver deres fine røde bil på en lang række. Selv børnene i byen blev taget væk fra deres skjul bag rækværket og ned i det varme, bløde sæde. Hold da ferie, et syn. Jamen, I sku ha set det. Da optoget nåede stranden ville jublen ingen ende tag. Selv tante Ofelia, som havde gået forret i kampen mod Primus kunne efterhånden ikke lade være med at føle velbehag i det lune, bløde sæde og glæde ved at sidde i sådan en stor, dejlig, rød bil. Det skal dog lige siges, at vejret nu også var med den gode Primus.

Men da han stoppede sin egen forreste bil, for at koble alle de andre biler af, tænkte han, at det nu havde været en dejlig dag. Hans drøm var gået i opfyldelse. Han havde kørt alle 365 biler samtidig. Han havde hele tiden troet på, at det ville lykkedes. Han tænkte også, at han havde været en god igangsætter og drivkraft. Her kørte han rundt med alle byens beboere på slæb kun med hans havregrynsmuskler. Snart skulle de selv lære at køre på den måde, men nu havde det været ham, der var gavmild. De havde behandlet ham dårligt, men han bar ikke nag. For at bære nag var en dårlig ting. Det måtte folkene da også kunne forstå.

Han blev nu så optaget af sine tanker, at han følte sig kaldet til at holde en lille tale. Det var nu ellers ikke noget, han særligt ofte gjorde, men lige nu havde han lyst til det.

Kære folk!

Jeg hedder Primus Motor. Jeg er stor, men ikke nogen stor taler. Jeg vil dog gerne lige sige et par ord inden, jeg tøffer hjemad. I dag har jeg været den store primus motor. Jeg har været iværksætter på dette lille projekt. Været gavmild og ikke boret nag. At bære nag er en grim ting. Misundelse er en lige så grim ting.

Man skal ikke lade sig løbe med af mængden. Man skal være sin egen. Gerne sammen med andre, men man skal ikke lade sig friste af hysteriet. Selv vende dårlige stemninger til gode. Tænk selv, gør selv, vær dig selv. Man skal simpelthen være primus motor for sin egen bil, sit eget liv.

Og lige en sidste ting…

Primus Motor holdt, det man kalder en kunstpause. En lille pause hvor tilhørende og han selv føler hinanden an og tankerne galoperer. Folkene sad med flove, halvstramme smil og kiggede ned i rattet. Ham selv så ned over alle hans mange flotte, store, røde biler, som nu var givet ud til beboerne i den lille by. Han var nu så stolt af sig selv. Alt det arbejde han havde lagt i de biler gik nu til noget godt. Det så ud til at der igen ville blive fred og ro i den lille by, han gav sit budskab videre og måske ville han en dag få dobbelt løn tilbage.

365 er mange biler til en mand. Man bliver stærk af havregryn. En god nats søvn er primus motor for, at man kan drømme og føre ens drømme ud i virkeligheden.

Den kunne folkene i byen så gå også tænke lidt på.