Lindalsblog radio

Mick - Bokseren

Mick går i 4. klasse. Han er stærk, modig og ligner sådan lidt en bokser. Det kalder man ham da også. Bokseren. Kronraget, ørering og det hele. Han elsker at drille de andre. Griner og laver fis. Han kan også godt lide at drille lærerne. Det synes, han er sjovt. De bliver skide sure og råber og skriger. Det er han nu egentlig ligeglad med. De kan skabe sig lige så tosset, de vil. Han er ikke bange for dem. De kan sende ham på kontoret, så tit de vil. Der kan blive skrevet hjem, ringet og holdt møder om ham. Det rager ham. Skolen rager ham. Han er ikke bange for noget eller nogen. Jo, en af de store drenge i 9. klasse. Ham Nicklas. Av for den. Ham er han sgu bange for. Han er nu også for sindssyg, synes Mick. De andre store drenge er ingen sag for ham. De er en flok kyllinger, der bare skal provokeres. Jo, han er en hård og sej lille gut ham Mick. Han kører med klatten. Der bliver set op til ham og mange er bange for Micky-boy. Bokseren.

En ting kan dog hyle ham helt ud af den. Piger. Især Thea. For søren da. Når hun står der. Med langt hår, smilende og alting. Jamen altså, han kan slet ikke tage det. Han bliver noget så rød i hovedet, blød og usikker. Han ved slet ikke, hvad han skal gøre. Hvad gør man? Ja, Mick går simpelthen hen og pander Thea en. Lige på hendes fine lille kind. Bom! Sikke en kærlighedserklæring Mick. Det bliver Thea da bare for glad for. Han ved ikke, hvad der sker. Det kilder i hele kroppen. Det prikker for øjnene. Hun er så sød. Så fin og lækker. Men én på siden af hovedet skulle hun altså have. Bom! Tak for kaffe!

Nu hyler Thea og de andre piger trøster og kigger fornærmet på Mick. Han står bare der. Kigger forundret på dem og smiler dette skæve smil. Han kan ikke holde hoved eller hale i alle tankerne. Hvad sker der med ham? Hvad sker der med bokseren? Han kigger på de andre drenge. De ved heller ikke, hvad de skal gøre. Hvad gør man? Hvad gør Mick?

Han gi'r August en lammer, vælter en stol og råber fucking tøser, mens han går ud i skolegården og ordner nogle drenge fra 3. klasse. Men tankerne og følelserne nager altså en del. De tøser der, tænker Mick. De driver en til vanvid, funderer han. De gør en mærkelig og ligesom sådan blød i det. Sådan fuldstændig latterlig i det. Hans hjerne slår gnister. Det her sker bare ikke for mig - bokseren, hvæser han for sig selv. De er jo så åndssvage de piger. Især Thea. Hun er fan'me så skide dum, høj og åndssvag. Så skide tudefjæs-agtig og underlig. Så skide... skøn, sød og smuk!

Mick slår Thea et par gange mere i 4. klasse. Men så bliver det sommerferie, og de kommer i 5. Mick får øje på hende nede i skolegården med det samme. Hun står sammen med nogle piger fra klassen. Han har tænkt på hende hele sommeren. Og nu står hun der. Med sommerkjole, bryster, langt hår og alting. Han går hen til hende. Hun kigger på ham. Han vil egentlig sige noget. Noget sødt. Men han kan ikke. Ordene vil overhovedet ikke komme ud af munden. Hun er fan'me også så høj og så moden, tænker han. Han selv er ikke vokset en skid det seneste år. Hverken det ene eller andet sted.

Thea kigger forundret på ham. Regner med et slag eller sådan. Han træder nærmere. Han smiler dette skæve smil. Han løfter armene og... giver hende et kæmpe kys. Lige midt på munden. Bom! Smask! Thea bliver helt paf og står bare der. Det gør Mick også.

For satan det er mærkeligt, tænker han. Han bobler indeni. Hvad sker der? Hvad gør man? Han trækker sig stille væk. Kigger underligt på hende. Smiler sit fjollede, skæve smil. Hun står stadig helt paf. Hun begynder dog også at smile lidt. Hvad var det, der skete der? Kyssede bokseren mig lige? Thea tænker også så det knager. Hvad gør man nu? De andre piger ved heller ikke, hvad man lige gør nu. Skal de grine eller græde? Trøste eller juble? Gi' en krammer eller drille?

Mick vender sig om, giver Frederik et kæmpe skub, vælter en blomsterkasse og råber: Fucking tøser!

Thea og Mick kommer sammen i to uger. Derefter begynder han at bokse med Michelle.

Fuglens sang

Står her på en lille gren
og ser mig li´som lidt omkring.
Ser ned på den grønne jord
hvor al´ jer men´sker li´som bor.
Uh, I kan så meget, men flyve...
I kan stadig ikke flyve.

Står her på en lille gren
og får mig li´ en lille én.
Ser ned på menneskets krop.
Der ka´ så meget - løb og hop.
Men flyve...
Nej, I ka´ stadig ikke flyve.

Står her på en lille gren.
Står på mine tynde ben.
Tænker hvad I tænker på.
Og hvad I allerhelst vil nå.
Måske flyve?
Er jeres største drøm at flyve?

Flyver fra min lille gren
for det er ved at blive sent.
Ser det hel´ såd´n ovenfra.
Sik´n en frihed jeg dog har.
Flyve...
Tænk hvis I også ku´ flyve...

Re-relationer

Hvad skal vi med 2 millioner applikationer?
Hvad skal vi med online-re-relationer?
Sociale netværk, gear og grej?
Når vi i virkeligheden har os, dig og mig. 

Kig op og se hvor du går. 
Der er en virkelig verden, som ingen app helt forstår. 
Giv slip og sug den rene luft ind.
Gør dig fri og ta´ din varme hånd i min.

Hvad skal vi med opdaterede opdateringer?
Hvad skal vi med likes og kommentar-socialiseringer?
Sharing, retweeting og hele tiden på?
Når vi i virkeligheden sammen ud i verden kan gå.

Kig frem og se hvad du får.
Der er en virkelig verden, som intet medie helt forstår.
Riv dig løs og mærk verden omkring dig.
Find mere tid og plads til os, dig og mig.

Primus Motor

Primus Motor var ikke en helt almindelig mand. Faktisk vil jeg gå så langt til at sige, at han var en ualmindelig, ualmindelig mand. Han var for det første over to meter høj, var superstærk og havde ikke mindre end 365 ens røde biler - store biler, vil I nok ku forstå. Og ikke nok med det. Det var ham selv, der var drivkraften. Han satte simpelthen selv bilerne i stand og i gang, holdt den kørende og kørte af sted derudad. Helt uden benzin og al den slags. Bare derudad med sin egen drivkraft og havregrød i musklerne. Ja, han kørte selvfølgelig ikke alle bilerne samtidig - selvom han dog havde en stor drøm om at gøre dette - nej, han kørte en ny bil hver af årets dage. Det passede lige. Og hver dag den samme tur ned på hovedgaden, ned af Dødningebakken, hen til stranden og hjem igen til en god portion havregrød.

I kan nok tro folk kiggede efter ham nede i den lille by. Misundelige blikke, forfærdede blikke, arrige blikke, irreterende blikke. Alle kiggede faktisk - på hver deres måde. Og ikke nok med blikke. Alle tænkte også deres. Hvad havde den store mand dog gang i? Hvad bildte han sig ind? Komme her... Og så i sådan en bil... Den var rød og alt for ualmindelig. Og på hovedgaden... Og hver dag... Og jeg ved ikke hvad... Og jeg skal komme efter dig. Alle mulige tanker. Og ikke nok med det. Folk sagde efterhånden også deres: "Den store idiot", "Hvad Søren, bilder han sig ind. Gå og lave uro og uorden i vores fine by", "Komme her og forpeste os alle sammen". "Ka du så se at trille hjem din ondsbolle". Det sagde de faktisk. Ondsbolle, hvad det så end betyder.

Og ikke nok med det. Folkene i byen gjorde også deres. Og flere og flere røg med på bølgen. Lod sig friste af hysteriet. De lagde tegnestifter ud på gaderne, de kylede maling efter bilerne, de samlede sig i såkaldte demonstrationer og skrev slogans og den slags. "Ned med alle hans grimme biler", stod der på et af dem. På et andet ku man læse: "Dumme Primus". De tog også deres egne biler og kørte dem med vilje ind i Primus Motors biler. Sådan rigtig radiobil-agtigt, hvis I forstår, hvad jeg mener. Bang, bang, sagde det. De gassede op, røgen stod ud af deres øser og hjulene hvinede. Selv de gamle damer gav den gas. Sikke han sku ha den dumme Primus. Sådan en klamhugger, hvad det end så var.

Hele byen sydede og boblede og stank af dæk, sved og benzin. Folk hostede og hakkede i al den røg. Men Primus skulle ha. Det var sikkert.

Primus Motor forstod ikke et hak af det hele. Her kørte han fredeligt i sine biler. Han kørte dem selv, havde ingen osende benzinmotor. Her var det ham, der var motoren - primus motoren. Han mente ikke, at han gjorde nogen fortræd. Han var nærmest helt lydløs. Han var ildsjælen, drivkraften og igangsætteren. Men ondsbolle, bølle, dum og klamhugger, synes han nu ikke, at han var.
Hvorfor gjorde de alt dette imod ham? Hvorfor kiggede de sådan? Hvorfor tænkte de på den måde? Gjorde sådanne ting?

Han passede bare sine biler. Han vidste godt, at han ikke var helt almindelig. De fleste havde en til to biler. De fleste spiste andet end havregrød og de fleste var ikke to meter høje. Men var han egentlig så ualmindelig, når det kom til stykket. Og hvem var det lige, der lavede al den uro og uorden i gaderne? Og hvem var det lige der nu forpestede os alle sammen.

Han havde vel sin gode ret til at køre rundt i sine biler. Det var vel ikke forbudt? Han var vel ikke til gene for nogen - bortset lige fra nu, hvor alle byens andre beboere lå og kørte ind i ham?

Sådan stod det på længe. Han spiste sin havregrød, kørte sine ture i sine 333 biler, fik smadret sine 333 biler, fik trillet dem hjem, hvor de så blev fikset sine 333 biler igen, for derefter at blive ødelagt på ny. Man kan godt forstå Primus var godt og grundigt fortvivlet.

Men så var det han kom i tanker om sine evner. Han var jo Primus Motor. Han kunne igangsætte. Han var ildsjælen og drivkraften. Hvis nogen kunne vende den dårlige stemning, var det da ham. Hvem ellers? De andre folk i byen havde kun en eller to biler. De havde kun dumme tanker og gjorde slemme ting. De virkede i hvert fald ikke som om, at de ku udrette noget. Ikke lige nu, i hvert fald. De ku måske læres op, men lige nu, mens krisen, var på det højeste, kunne de ikke andet end at sende dårlige blikke, tænke og gøre deres. Nu ville han tag sig en god nats søvn og drømme og føre sine drømme ud i virkeligheden.

Næste morgen var Primus ved godt mod. Han tog arbejdstøjet på, spiste sin havregrød og satte sig ud i den første bil af en lang række biler. Faktisk alle 365 biler. Han ville nu realisere sin gamle drøm om at køre alle bilerne samtidig. Oven i købet ville han lave en stor happening ud af det og måske gøre byens beboere glade igen. Han havde natten igennem udtænkt planerne, og nu var han klar. Det skulle blive en god dag, tænkte han.

Da han kørte rundt i svinget stod de første folk klar. De stod parate bag deres stakitter og gemmesteder. De gjorde som de plejede. Sendte blikke, tænkte deres og råbte det op, men så nåede de ikke mere. For da de så det store tog af biler rulle ind i gaderne, havde de nær tabt øjne og mund. Ja, og bøtten med maling velsagtens. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle tro, men det vidste Primus. Uden at blinke med øjnene satte han de mobbende medborgere ned i alle bilerne. En efter en. Et styks målløs beboer ned i et styks stor, rød bil. Han kørte forrest og trak, og efter ham var der en lang perlesnor af store, røde biler med mere og mere medgørlige folk i.

Her kørte hele byen snart af sted i alle Primus' biler. 365 styks med mere og mere smilende mænd og kvinder fra byen i hver deres fine røde bil på en lang række. Selv børnene i byen blev taget væk fra deres skjul bag rækværket og ned i det varme, bløde sæde. Hold da ferie et syn. Jamen, I sku ha set det. Da optoget nåede stranden ville jublen ingen ende tage. Selv tante Ofelia, som havde gået forrest i kampen mod Primus, kunne efterhånden ikke lade være med at føle velbehag i det lune, bløde sæde og glæde ved at sidde i sådan en stor, dejlig, rød bil. Det skal dog lige siges, at vejret nu også var med den gode Primus.

Men da han stoppede sin egen bil, for at koble alle de andre biler af, tænkte han, at det nu havde været en dejlig dag. Hans drøm var gået i opfyldelse. Han havde kørt alle 365 biler samtidig. Han havde hele tiden troet på, at det ville lykkedes. Han tænkte også, at han havde været en god igangsætter og drivkraft. Her kørte han rundt med alle byens beboere på slæb kun med hans havregrynsmuskler. Snart skulle de selv lære at køre på den måde, men nu havde det været ham, der var gavmild. De havde behandlet ham dårligt, men han bar ikke nag. For at bære nag var en dårlig ting. Det måtte folkene da også kunne forstå.

Han blev nu så optaget af sine tanker, at han følte sig kaldet til at holde en lille tale. Det var nu ellers ikke noget, han særligt ofte gjorde, men lige nu havde han lyst til det.

Kære folk!

Jeg hedder Primus Motor. Jeg er stor, men ikke nogen stor taler. Jeg vil dog gerne lige sige et par ord inden, jeg tøffer hjemad. I dag har jeg været den store primus motor. Jeg har været iværksætter på dette lille projekt. Været gavmild og ikke båret nag. At bære nag er en grim ting. Misundelse er en lige så grim ting.
Man skal ikke lade sig løbe med af mængden. Man skal være sin egen. Gerne sammen med andre, men man skal ikke lade sig friste af hysteriet. Selv vende dårlige stemninger til gode. Tænk selv, gør selv, vær dig selv. Man skal simpelthen være primus motor for sin egen bil, sit eget liv.

Og lige en sidste ting...

Primus Motor holdt, det man kalder en kunstpause. En lille pause hvor tilhørende og han selv føler hinanden an og tankerne galoperer. Folkene sad med flove, halvstramme smil og kiggede ned i rattet. Primus selv så ned over alle sine mange flotte, store, røde biler, som nu var givet ud til beboerne i den lille by. Han var nu så stolt af sig selv. Alt det arbejde han havde lagt i de biler gik nu til noget godt. Det så ud til at der igen ville blive fred og ro i den lille by, han gav sit budskab videre og måske ville han en dag få dobbelt løn tilbage.

365 er mange biler til en mand. Man bliver stærk af havregryn. En god nats søvn er primus motor for, at man kan drømme og føre sine drømme ud i livet. Tag nu jeres nye bil og kør den selv hjem. Og tænk eventuelt over hvad I måske kunne gøre for andre en dag.

Den kunne folkene i byen så køre og tænke lidt på. Det var derfor nogle betænksomme medborgere, der selv kørte deres nye flotte røde bil hjem den aften.

Udsigt

Så står man her
Med udsigt og det
hele er så indlysende
Står her ved punktet
Udsigtspunktet
Over vandet
Under himlen
Lige midt i verden
Lige her
med udsigt og åbne arme
Bare fødder og udstrakte øjne
Ser hele verden
Lytter til hver en lyd
Mærker hvert et vindpust
Tygger på hvert et indtryk
Hvert et billede
Hver en tanke
Denne udsigt
Denne indsigt
Denne gennemsigtighed
Verden åbner sig
Lige her fra udsigtsstedet
Lige her fra udgangspunktet
Roen sænker sig
Jeg trækker vejret dybt
Solen går ned
Jeg drages
Synker en ekstra gang
Fløjter
Og begynder at vende
hjemad
Der er udsigt til
god mad og skøn vin
Nye indsigter og udsigter og det
hele er så indlysende

Setliste til Spil Dansk Dagen-arrangement i Gribskov Kultursal